Østre Landsret 24/6-2003

En kvinde fik den 23. december 1997 foretaget en operation for diskusprolaps på grund af langvarige smerter over lænden samt op mellem skuldebladene og udstrålende til venstre ben. Resultatet af operationen var umiddelbart godt, idet hun efter operationen var fuldt mobiliseret uden smerter. I forbindelse med et toiletbesøg den 25. december 1997 på et toilet beregnet til indlagte patienter med rygproblemer, skred toiletsædet på grund af en manglende skrue i sædet, og hun måtte foretage en pludselig afværgebevægelse med et vrid i ryggen til følge. Herefter havde hun mange smerter samt besvær med at bevæge sig. Man behandlede hende efterfølgende for discitis.
Både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Man vurderede, at faldtraumet på toilettet ikke med overvejende sandsynlighed havde resulteret i et varigt mén eller en forlænget sygeperiode. Man vurderede også, at behandlingen på hospitalet blev udført i overensstemmelse med anerkendte retningslinjer, og at skaden i form af et forlænget sygeleje på tre måneder som følge af discitis i tilslutning til operation for diskusprolaps ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde lovens krav om skadens alvor, set i forhold til grundsygdommen i form af diskusprolaps. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade.

Landsretten fandt det efter bevisførelsen, herunder Retslægerådets besvarelse, ikke for godtgjort, at den opståede discitis var en komplikation, der var mere omfattende, end hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle. Landsretten fandt også, at hospitalet havde pådraget sig ansvar for vridtraumet på toilettet efter almindelige erstatningsretlige regler, idet hospitalet ikke havde sikret sig, at toiletsædet var forsvarligt fastskruet. Landsretten lagde til grund, at smerterne efter episoden på toilettet tillige skyldtes vridtraumet, og at vridtraumet medvirkede til, at sagsøger ikke blev udskrevet 3-5 dage efter operationen, hvilket havde været det normale, for derfor at blive genindlagt, når der viste sig indikation for discitis. Landsretten fandt på den baggrund, at vridtraumet udgjorde en fysisk skade af forbigående karakter omfattet af patientforsikringsloven § 3, stk. 2, sammenholdt med § 1, stk. 1. Landsretten tog i det anførte omfang sagsøgers påstand til følge, idet Patientskadeankenævnet herudover blev frifundet.