Østre Landsret 24/2-2005
Rettens sagsnummer:
2057-02
Ankenævnets sagsnummer:
2001-00-083
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 24. februar 2005
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En kvinde havde i 1981 fået indsat hofteproteser på begge sider på grund af medfødt hofteudskridning. Den 1. juni 1992 og den 3. november 1992 fik hun udskiftet henholdsvis den højre og den venstre hofteprotese. Ved begge operationer blev der anvendt Boneloc-cement. Den 18. marts 1997 fik kvinden konstateret løsning af hofteproteserne. Proteserne blev skiftet henholdsvis den 20. oktober 1997 og den 15. april 1998. Patientforsikringen fandt, at kvinden var blevet påført en i henhold til patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 2, erstatningsberettigende skade i form af løshed af venstre hofteprotese. For så vidt angik den højre hofteprotese, som var blevet udskiftet den 1. juni 1992, var denne operation ikke omfattet patientforsikringsloven, da den fandt sted før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Den pågældende skade var i stedet omfattet af lov om erstatning til Boneloc-patienter. Kvinden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén. For så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev hendes advokat anmodet om at fremkomme med yderligere dokumentation af kravet. Da advokaten på trods af flere rykkere ikke fremkom med oplysningerne, skrev Patientforsikringen direkte til kvinden og udbad sig oplysningerne. Hun svarede dog ikke på trods af rykkere, og Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til yderligere erstatning eller godtgørelse i medfør af patientforsikringsloven.
Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, idet kvindens advokat heller ikke over for Patientskadeankenævnet var fremkommet med de ønskede oplysninger. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I forbindelse med landsretssagen blev der fremlagt dokumentation for kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, allerede fordi den fremlagte dokumentation viste, at kvinden ikke havde haft en indtægtsnedgang i sygdomsperioden.