Østre Landsret 20/1-2017

En kvindelig patient var som følge af en arvelig lungesygdom godkendt til dobbeltsidig lungetransplantation. Lungetransplantationen blev foretaget i august 2011 med lunger fra en donor, hvis organer ved screening var fundet egnet til donation. I september 2011 blev patienten indlagt med svært påvirket almentilstand. Ved en PET-CT-scanning konstaterede man, at hun havde multiple metastaser blandt andet i lunger, lever og hjerne. Biopsier viste, at hun havde en meget sjælden og aggressiv bløddelskræft, som spredes med blodet via lymfesystemet, et såkaldt angiosarkom. Som følge af den udbredte kræftsygdom døde patienten i november 2011. Det viste sig efterfølgende, at andre patienter, som havde modtaget organer fra den samme donor, havde udviklet den samme aggressive kræftform.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at behandlingen, herunder screeningen af donoren, var i overensstemmelse med hvorledes en erfaren specialist på området ville have gjort under de givne forhold, og at overførslen af kræftlidelsen derfor var en hændelig komplikation til behandlingen. Patientforsikringen fandt, at betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningsloven 20, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt, idet komplikationen ikke gik ud over, hvad patienten måtte tåle.

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det konkrete forløb, hvor der påføres en kræftlidelse i forbindelse med organdonation, er yderst sjældent, hvorimod det dog ikke er sjældent, at der i det postoperative forløb efter en lungetransplantation opstår komplikationer, herunder komplikationer, der medfører døden. Nævnet lagde til grund, at patienten som følge af sin grundsygdom havde svært nedsat lungefunktion. Ankenævnet vurderede, at patienten på grund af den svære grundsygdom ville være afgået ved døden inden for 1-2 år, såfremt hun ikke havde fået foretaget transplantationen. Transplantationen var således yderst nødvendig livsforlængende behandling. Ankenævnet tillagde det endvidere vægt, at en dobbeltsidig lungetransplantation er et omfattende og risikobetinget indgreb, der i sig selv indebærer en høj dødsrisiko. Ankenævnet vurderede på denne baggrund, at det forhold, at patienten afgik ved døden, ikke var alvorlig nok set i forhold til den alvorlige grundlidelse, og det heraf følgende akutte behov for en lungetransplantation.

Sagen blev indbragt for Retten i Næstved og forelagt Retslægerådet, som udtalte, at der ikke var nogen lægelige holdepunkter for, at patientens transplantation ikke var vellykket, når der sås bort fra den overførte bløddelscancer. Retslægerådet udtalte endvidere, at ved en vellykket transplantation, var patientens chance for at overleve mere end 10 år ca. 36-50 procent og chancen for at overleve mere end 5 år ca. 70 procent. Efter en samlet vurdering fandt retten, at den indtrådte skade ikke havde været mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Retten lagde herved især vægt på skadens alvor i forhold til patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, herunder det oplyste om, at hendes prognose for overlevelse var ringe, såfremt transplantationen ikke blev foretaget. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Byrettens dom blev anket til Østre Landsret af sagsøger med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at den dødbringende kræftsygdom, som blev overført til patienten ved en lunge-transplantation, gik ud over, hvad patienten måtte tåle.

To dommere fandt efter en samlet bedømmelse, at der ikke var et sådant misforhold mellem skaden og grundlidelsen, at betingelserne for erstatning var opfyldt. De to dommere lagde på den ene side vægt på, at patienten afgik ved døden som følge af den kræftsygdom, som hun var blevet påført ved transplantation af nye lunger fra en donor, som havde ikke-erkendt kræft. På den anden side led hun af en alvorlig og svært invaliderende lungesygdom, som, hvis den var forblevet ubehandlet, overvejende sandsynligt ville have medført døden inden for 1-2 år. Dommerne lagde endvidere vægt på, at en dobbeltsidig lungetransplantation i sig selv er et omfattende og risikobetinget indgreb med en kendt høj risiko for at dø i forbindelse med operationen. Dommerne udtalte, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at risikoen for komplikationer i form af overførsel af en kræftsygdom fra organdonoren i forbindelse med behandlingen måtte anses for ringe, eller at to patienter, som havde modtaget nyrer fra den samme organdonor, var blevet tilkendt erstatning for påført kræftsygdom.

Én dommer anså den alvorlige kræftsygdom, som medførte døden, for mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Dommen blev afsagt efter stemmeflertallet, således at byrettens dom blev stadfæstet og Ankenævnet for Patienterstatningen frifundet.