Østre Landsret 2/6-2021

A blev i 2007 diagnosticeret med colitis ulcerose (kronisk tarmbetændelse) og undergik i årene herefter flere behandlinger herfor. I perioden fra den 8. juli 2013 blev A flere gange indlagt med diarré og feber og i den forbindelse behandlet med antibiotika. Ved en undersøgelse den 2. august 2013 påvistes en infektion med clostridium difficile, hvorefter behandling med vancomycin iværksattes. A oplevede i de følgende måneder adskillige recidiver af infektionen og måtte indlægges og isoleres gentagne gange. Først da A den 3. januar 2014 blev sat i behandling med dificlir, lykkedes det at få infektionen behandlet.

A anmeldte den 27. september 2014 skaden til Patienterstatningen, som den 27. november 2014 traf afgørelse om, at A ikke var berettiget til erstatning, da betingelserne i hverken § 20, stk. 1, nr. 1 eller nr. 4 var opfyldt.

A klagede den 16. december 2014 over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som den 15. april 2015 stadfæstede Patienterstatningens afgørelse dog med en ændret begrundelse. Det var Ankenævnets vurdering, at bakterieinfektionen med overvejende sandsynlighed ikke kunne betragtes som en påført skade i klage- og erstatningslovens forstand, men at den nærmere skyldtes udviklingen af egne forhold efter den nødvendige antibiotikabehandling af sagsøgers grundlidelse (colitis ulcerosa). Ankenævnet vurderede endvidere, at den medicinske behandling var i overensstemmelse med erfaren specialist-standard, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

A lagde herefter sag an mod Ankenævnet og påberåbte sig i den forbindelse § 20, stk. 1 nr. 1 (specialist-reglen), nr. 3 (reglen om ligeværdige behandlingsformer) og nr. 4 (tålereglen). Der blev til brug for retssagen indhentet udtalelser fra Retslægerådet, der ved udtalelser af 23. januar 2018 og 4. oktober 2018 bl.a. vurderede, at risikoen for infektion med clostridium difficile i forbindelse med en hospitalsindlæggelse som A’s er 2-4% og dermed ikke sjælden. Retslægerådet vurderede desuden, at den medicinske behandling var nødvendig, og at behandlingsforløbet i sin helhed var i overensstemmelse med erfaren specialisttandard.

Københavns Byret fandt på baggrund af Retslægerådets udtalelser om bl.a. den forhøjede risiko for infektion, nødvendigheden af behandlingen samt det, at behandlingen var i overensstemmelse med erfaren specialistbehandling, ikke, at betingelserne i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, var opfyldt. Byretten frifandt derfor Ankenævnet.

Dommen blev anket til landsretten. Under landsretssagen havde Retslægerådet udtalt, at behandlingsforløbet i sin helhed havde været i overensstemmelse med almindelig anerkendt lægefaglig standard, og at komplikationen i form af infektion med Clostridium Difficile opstår i mere end 2 % af tilfældene (2-4 % af tilfældene).

Landsretten gav ankenævnet medhold i, at infektionen med Clostridium Difficile og følgerne heraf ikke har været så tilstrækkeligt alvorlige eller skaden så sjælden i forhold til den grundlidelse, som patienten ved indlæggelserne blev behandlet for, at den er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Landsretten tog herefter ankenævnets påstand om frifindelse til følge.