Østre Landsret 17/9-2002

Rettens sagsnummer:

B-2055-01

Ankenævnets sagsnummer:

2000-00-427

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 17. september 2002

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel170902

En kvinde havde fra 1993 haft smerter af iskiasagtig karakter. Den 20. august 1993 blev der foretaget myelografi, som viste normale forhold. Der blev endvidere planlagt en CT-skanning, som dog ikke blev gennemført på dette tidspunkt. Først i 1996 blev der ved CT- og MR-skanning diagnosticeret en lateral diskusprolaps fra 5. lumbale diskus, som blev fjernet uden varig effekt, idet hun fortsat derefter havde kroniske rygsmerter og kraftnedsættelse af venstre ben. Hun drev på tidspunktet for patientskaden en underskudsgivende gavebutik, og hun havde ansøgt om førtidspension. Der blev medio februar 1994 tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension, som senere i 1997 blev forhøjet til mellemste førtidspension.

Patientforsikringen havde afvist, at der var tale om en erstatningsberettigende skade, men ved afgørelse fra Patientskadeankenævnet, blev hun anset for at være påført en erstatningsberettigende skade, idet bedste specialiststandard havde tilsagt, at myelografien i 1993 var blevet suppleret med CT-skanning, hvorved den rette diagnose kunne være stillet. Patientforsikringen tilkendte hende derefter bl.a. en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte på 35.000 kr. samt godtgørelse for et varigt mén på 18 %, idet skadelidtes samlede méngrad blev vurderet til 35 %. Der blev givet afslag på erstatning for erhvervevnetab, idet det ikke kunne forventes, at hun, selvom patientskaden ikke var indtrådt, ville have haft erhvervsindtægt i fremtiden, idet hun ikke inden patientskaden havde haft erhvervsindtægt, og idet den overvejende årsag til hendes erhvervsmæssige situation var grundsygdommen og helbredstilstanden i øvrigt. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, og kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.

Landsretten fandt, at sagsøger ikke var berettiget til yderligere godtgørelse eller erstatning, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte de foretagne vurderinger.