Østre Landsret 17/6-2015

En kvindelig patient blev den 20. januar 2003 hospitalsindlagt. Hun havde på dette tidspunkt haft lændesmerter gennem flere måneder, og der var forud for indlæggelsen tilkommet voldsomme smerter i venstre ben samt nedsat kraft og føleevne af venstre ben og arm. Hun havde usikre tegn på cauda equina syndrom. Den 23. januar 2003 var der sikre, objektive tegn på cauda equina syndrom i form af føleforstyrrelser i ridebukseområdet samt manglende blæretømning. Hun blev den 24. januar 2003 overflyttet til et andet hospital, hvor man foretog CT-scanning og operation for diskusprolaps. Den 15. november 2005 blev hun indlagt på grund af recidivprolaps og progredierende cauda equina syndrom. Hun blev først opereret den 24. november 2005.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) anerkendte, at hun var påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af forværring af påvirkningen af vandladnings-, afførings og seksualfunktion samt føleforstyrrelser i ridebukseområdet, som følge af forsinket behandling af cauda equina syndrom i januar 2003 og i november 2005.

Patientforsikringen fastsatte godtgørelse og erstatning. Patientskadeankenævnet forhøjede méngraden, således at hun fandtes påført et samlet varigt mén på 18 %, svarende til yderligere 6 %. Patientskadeankenævnet tiltrådte den øvrige del af Patientforsikringens afgørelse, hvor der var givet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, tilkendt erstatning for midlertidige medicinudgifter på 500 kr. og tilkendt godtgørelse for svie og smerte på 15.000 kr.

Afgørelsen blev indbragt for byretten med påstand om, at kvinden var berettiget til yderligere godtgørelse/erstatning for varigt mén, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab samt udgifter og andet tab. I forbindelse med forberedelsen for retten, blev sagen forelagt Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen. I lighed med Patientskadeankenævnet vurderede Arbejdsskadestyrelsen méngraden som følge af patientskaderne til 18 %, og erhvervsevnetabet blev vurderet til mindre end 15 %. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til landsretten. Landsretten henviste til, at Patientskadeankenævnet havde tiltrådt Patientforsikringens vurdering, hvorefter årsagen til patientens erhvervsevnetab og førtidspension var en følge af patientens rygsygdom og ikke en følge af patientskaden. Landsretten udtalte, at en tilsidesættelse af denne afgørelse kræver sikkert grundlag, og at bevisbyrden herfor påhviler patienten. Landsretten lagde vægt på, at ankenævnets afgørelse havde taget højde for såvel de gener, der var en følge af grundlidelsen, som de gener, der var en følge af den anerkendte patientskade. Endvidere blev der lagt vægt på, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af hovedårsagen til patientens funktionsbegrænsning var sammen¬faldende med ankenævnets vurdering herom. På den baggrund, og da de øvrige lægelige oplysninger i sagen ikke gav anledning til et andet resultat, fandt landsretten, at der ikke forelå det fornødne sikre rundlag til at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering, som Patientskadeankenævnet havde foretaget. Ankenævnet blev herefter frifundet.