Østre Landsret 16/1-2001

Sag anlagt af Patientforsikringen og KgF mod Patientskadeankenævnet og skadelidte. En kvinde fik på grund af utilstrækkelige undersøgelser stillet diagnosen brystkræft med et halvt års forsinkelse.

Patientforsikringen fandt, at der ikke ved den forsinkede diagnose var påført kvinden nogen fysisk skade, fordi det indgreb, kvinden fik foretaget, nøje svarede til det indgreb, der også ville være foretaget ved korrekt indgreb 5 månder tidligere. Patientforsikringen tilkendte imidlertid kvinden en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for varigt mén på 10% for generne og den psykiske belastning ved den forsinkede diagnose.

Patientskadeankenævnet fandt kvinden berettiget til godtgørelse for varigt mén på 30% og erstatning for erhvervsevnetab på 25%. Som begrundelse for afgørelsen anførtes bl.a., at den fysiske skade i form af progression og spredning af tumorvækst i de 5-6 måneder, hvormed rette diagnose blev forsinket, med overvejende sandsynlighed ville være undgået eller udskudt i flere år, såfremt diagnosen var blevet stillet i tidligere.

Retslægerådet udtalte, at den helbredsforringelse, som skete ved forsinkelse af operationen , skyldes alene en statistisk forringet overlevelseschance, idet det må formodes, at de fysiske gener og mén på grund af behandlingen ville have været de samme uafhængig af behandlingstidspunktet.

Landsretten udtalte, at Patientforsikringsforeningen har en sådan aktuel, særskilt og væsentlig interesse i at få anerkendelsessøgsmålet prøvet, at sagen burde fremmes til behandling i realiteten. Afvisningspåstand over for Patientforsikringsforeningen blev derfor ikke taget til følge. (Denne del af dommen er ændret ved dom afsagt af Højesteret den 12. april 2002).

Landsretten fandt videre, at hverken efter lovens ordlyd eller efter forarbejderne hertil er en statistisk forringet overlevelseschance omfattet af patientforsikringslovens § 1 om fysiske skader.