Østre Landsret 13/12-2016

En 39-kvinde begyndte i april 2007 på p-piller af mærket Lindynette. I starten af juli 2007 fik hun symptomer i form af føleforstyrrelser og styringsbesvær af højre arm og hånd og føleforstyrrelser i højre side af ansigtet og taleproblemer. Hun blev udredt på et sygehus og fik den 13. juli 2007 at vide, at hun havde fået en blodprop i hjernen. Hun fik også at vide, at brug af p-piller udgør en risikofaktor for blodpropper, og at hun ikke længere burde tage p-piller. Kvinden holdt herefter op med at tage p-piller.

Den 16. januar 2013 modtog Patienterstatningen en anmeldelse fra kvinden, hvor hun søgte erstatning for, at p-pillerne havde givet hende en blodprop i hjernen. Patienterstatningen afviste kvindens erstatningskrav som forældet efter fristen på 3 år. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at kvinden den 13. juli 2007 havde eller burde have haft kendskab til den mulige årsagssammenhæng mellem p-pillerne og blodproppen i hjernen.

Kvinden klagede over afgørelsen til Lægemiddelskadeankenævnet. Hun anførte blandt andet, at hun havde opfattet beskeden fra sygehuset som en fremadrettet risiko. Først den 13. januar 2013 blev hun i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset informeret om den mulige årsagssammenhæng. Her anbefalede lægen hende at anmelde skaden. Hun mente også, at hun på grund af blodproppen i hjernen fik en krisereaktion og en hjerneskade, som medførte kognitive problemer med nedsat hukommelse og koncentrationsbesvær. Hun burde derfor ikke have haft kendskab til årsagssammenhængen på et tidligere tidspunkt.

Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden trods sin krisereaktion og hjerneskade godt kunne huske, da hun fik beskeden på sygehuset den 13. juli 2007, herunder hvordan hun tolkede beskeden. Nævnet lagde derfor til grund, at hun trods hjerneskaden og krisereaktionen havde forstået, at der var en sammenhæng mellem p-pillerne og risikoen for at udvikle blodpropper i hjernen. Ankenævnet mente også, at det fremgår af p-pillernes indlægsseddel, at der kan være risiko for at udvikle blodpropper, ligesom det i 2008 var almindelig kendt, at p-piller kan medføre blodpropper. Det kunne derfor ikke føre til et andet resultat, at kvinden først blev opfordret til at søge erstatning i januar 2013.

Kvinden indbragte afgørelsen for retten med påstand om, at sagen ikke var forældet. Retten fandt, at det var afgørende, om kvinden før den 16. januar 2010 blev gjort opmærksom på, at p-piller var en mulig skadesårsag, eller om hun måtte indse dette selv. Det fremgik af journalnotaterne i sagen, at kvinden i juli 2007 ikke blot blev frarådet at fortsætte med p-pillerne, men også at hun holdt op med at tage pillerne. Kvinden bestred ikke, at det fremgik af indlægssedlen, at der var en risiko for at udvikle blodpropper. Kvinden imødegik heller ikke ved bevisførelsen, at det i 2008 var almindeligt kendt, at p-piller kunne medføre blodpropper. Retten tilsidesatte derfor ikke Lægemiddelskadeankenævnets vurdering. Retten fandt det i øvrigt ikke godtgjort ved bevisførelsen, at følgevirkningerne til blodpropperne medførte, at kvinden var ude af stand til at forstå den mulige sammenhæng. Det fremsatte erstatningskrav var derfor forældet, og Lægemiddelskadeankenævnet blev frifundet.

Kvinden ankede dommen til Østre Landsret. Under retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet, som udtalte blandt andet, at kvindens nedsatte kognitive funktioner ikke havde haft en karakter, som havde påvirket evnen til at forstå og bedømme en mulig sammenhæng mellem p-pillepræparatet og blodproppen i hjernen. Landsretten lagde herefter til grund, at kvinden blev anbefalet at stoppe med at indtage p-piller i 2007, og at der ikke blev fastslået en årsag til blodproppen. På baggrund af udtalelsen fra Retslægerådet samt den retsstilling, som Højesteret har fastslået med dommene U.1982.788H, 792H, 794H og 795H fandt landretten, at kvinden ved sin indlæggelse i 2007 havde fået eller burde have fået kendskab til den mulige årsagssammenhæng mellem indtag af p-piller og blodproppen på en sådan måde, at hun dermed havde fornødent grundlag for at rejse krav om erstatning. Da kravet om erstatning først blev rejst den 16. januar 2013, var der indtrådt forældelse, jf. klage- og erstatningslovens § 60, stk. 1. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om frifindelse af ankenævnet.