Østre Landsret 13/12-1999

En mand blev den 21. oktober 1992 opereret for forsnævring af rygmarvskanalen. Postoperativt konstateredes infektion i såret og senere discitis, og der fulgte et langvarigt og kompliceret forløb medførende flere operationer. Han havde i en årrække været indehaver af en trykkerivirksomhed, som han havde anmodet Erhvervs- og selskabsstyrelsen om den 2. august 1990 at opløse efter anpartsselskabslovens § 86 og 87. Han blev tilmeldt arbejdsformidlingen den 2. oktober 1991 og modtog fra den 8. december 1991 arbejdsløshedsdagpenge, indtil han den 20. oktober 1992 blev sygemeldt og samme dag fremsatte begæring om førtidspension. Der blev fra den 1. november1993 tilkendt ham højeste førtidspension.

Patientforsikringen fandt, at der var påført ham en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade, idet den indtrådte komplikation, discitis, var mere omfattende, end hvad han måtte tåle. Patientforsikringen fastsatte erhvervsevnetabsprocenten til 35, og årslønnen blev skønsmæssigt fastsat til 225.000 kr. på baggrund af regnskaber for virksomheden og årsopgørelser fra skattevæsenet. Erstatning for tab af erhvervsevne udgjorde derfor 472.500 kr.

Patientskadeankenævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede erhvervsevnetabet til 35 %, idet der blev lagt vægt på, at skadens art og omfang havde reduceret skadelidtes erhvervsevne med ca. 1/3. Arbejdsskadestyrelsen anførte vedrørende det forhold, at der var tilkendt skadelidte førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 100 %, at pensionstilkendelsen også måtte tilskrives andre lidelser, vejrtrækningsbesvær, smerter i skulder, lænd og ben. Patientskadeankenævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering og fastsatte ligeledes erhvervsevnetabsprocenten til 35%. Patientskadeankenævnet fandt desuden ud fra årsopgørelserne for 1988 til 1992, udvisende personlig indkomst på 226.675 kr., 398.286 kr., 252.343 kr., 86.521 kr., og 136.356 kr. ikke grundlag for at forhøje det af Patientforsikringen skønsmæssigt fastsatte grundlag for erstatningsberegningen, en årsløn på 225.000 kr. Sagen blev indbragt for Østre Landsret. Under retssagen gjorde sagsøger gældende, at hans ryglidelse efter 1990 havde begrænset hans erhvervsevne så meget, at han umiddelbart forinden patientskaden den 21. oktober 1992 havde en resterhvervsevne på 35 %, svarende til en årsløn på 225.000 kr. Endvidere gjorde sagsøger gældende, at beregningen ved fastsættelsen af erstatningen efter erstatningsansvarslovens §§ 5-7, af erhvervsevnetabsprocent og årsløn skulle tage udgangspunkt i de samme forhold. Erstatningen skulle ikke ske på baggrund af en årsløn, der var nedsat på grund af ryglidelsen og med samtidig nedsættelse af erhvervsevnetabsprocenten med 65 % svarende til ryglidelsens andel af det fulde erhvervsevnetab.

Østre Landsret fandt, på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens afvikling af virksomheden og overgang til førtidspension, ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetabsprocenten til 35 %. Landsretten fandt desuden, at årslønnen skulle fastsættes i medfør af erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, og fandt efter de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at anfægte det af Patientskadeankenævnet udøvede skøn, hvorefter årslønnen på baggrund af sagsøgerens personlige indkomst i årene 1988 til 1992 var fastsat til 225.000 kr. Landsretten fandt det endeligt ikke godtgjort, at erhvervsevnen var nedsat med 65 % i en sådan periode forud for patientskaden, at dette havde givet sig udslag i hans årsløn.