Østre Landsret 12/5-2015

En patient kontaktede vagtlægen om aftenen og oplyste at have en stenhård og tyk højre læg samt at være blevet opereret et par måneder tidligere. Det aftaltes, at patienten skulle kontakte vagtlægen igen næste morgen med henblik på at blive tilset. Næste morgen mødte patienten op på sygehuset, hvor patienten blev indlagt og fik diagnosticeret blodprop i benet. Patienten blev behandlet for blodpropper medicinsk og med støttestrømpe. Ved senere CT-scanning som led i kontrol for kræftsygdom, fandtes en guidewire i venen, der var efterladt ved en tidligere KAG på sygehuset i forbindelse med behandling for tarmkræft. Guidewiren blev efterfølgende fjernet.

Patienterstatningen (nu Patienterstatningen) vurderede i en afgørelse, at behandlingen ved første kontakt til vagtlægen ikke havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet under de i øvrigt givne forhold, idet den kliniske undersøgelse af patienten blev udsat til den følgende dag trods symptomer på blodprop. Patienterstatningen fandt imidlertid, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade som følge af denne diagnoseforsinkelse på ca. ½ døgn.

I en anden afgørelse vurderede Patienterstatningen, at det ikke havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, at guidewiren var blevet efterladt og ikke fjernet sammen med det centrale venekateter. Patienterstatningen fandt imidlertid, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade som følge heraf, herunder at der ikke var årsagssammenhæng mellem guidewiren og den opståede blodprop.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patienterstatningens to afgørelser, dog fandt nævnet, at behandlingen ved vagtlægen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Patientskadeankenævnets to afgørelser blev indbragt for byretten, og i forbindelse med retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet.

På baggrund af Retslægerådets udtalelser i sagen, genoptog Patientskadeankenævnet sagen omhandlende behandlingen ved vagtlægen, hvorefter Patientskadeankenævnet ved en ny afgørelse tiltrådte Patienterstatningens afgørelse vedrørende vagtlægen med en ændret begrundelse. Patientskadeankenævnet fandt, at patienten var påført en skade i form af forsinket blodfortyndende behandling, hvilket med overvejende sandsynlighed havde medført en forværring af patientens gener i form af ømhed i højre lægmuskel ved belastning samt en let omfangsforøgelse af højre lår- og lægmuskel. Patienten fandtes dog ikke berettiget til erstatning herfor, da det samlede krav på godtgørelse og erstatning ikke oversteg lovens minimumsgrænse på 10.000 kr.

Byretten lagde til grund, at der var enighed mellem sagens parter om, at det ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard at glemme at fjerne guidewiren. På baggrund af det oplyste om manglende sammenhæng mellem guidewiren og blodproppen i patientens ben et halvt år senere, herunder navnlig Retslægerådets erklæring herom, lagde retten endvidere til grund, at den i sagen omhandlede skade ikke var forvoldt af den glemte guidewire.

Videre lagde byretten til grund, at der mellem sagens parter var enighed om, at det ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, at vagtlægen ved patientens første henvendelse hertil henviste patienten til at rette henvendelse til sygehuset den næste dag, da patienten gav udtryk for symptomer på blodprop i sit højre ben. Endvidere lagde byretten vægt på, at Patientskadeankenævnet ved den seneste afgørelse havde anerkendt, at patienten som følge af vagtlægens behandling med overvejende sandsynlighed var påført en skade i form af en forværring af de bestående gener i form af ømhed i højre lægmuskel ved belastning og en let omfangsforøgelse af højre lår- og lægmuskel i forhold til venstre. Herefter fandt byretten, at der ikke var fornødent grundlag for at antage, at patienten som følge af patientskaden, der havde et relativt begrænset omfang, havde krav på erstatning og godtgørelse, som oversteg minimumsgrænsen på 10.000 kr. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til Østre Landsret og på ny forelagt for Retslægerådet. Landsretten lagde vægt på Retslægerådets udtalelser og fandt, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at den glemte guidewire var årsag til, at patienten fik en blodprop i højre ben. Landsretten lagde ligeledes vægt på, at Patientskadeankenævnet havde taget stilling til patientens krav om erstatning, herunder for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte som følge af den oprindelige operation, hvorfor patienten derfor ikke var afskåret fra at gøre gældende, at han var påført en erstatningsberettigende skade i form af yderligere sygedage efter reoperation med fjernelse af wiren. På baggrund af de foreliggende oplysninger om patientens indtægtsforhold fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at antage, at patientens krav på godtgørelse og/eller erstatning som følge af patientskaden oversteg 10.000 kr. For så vidt angik behandlingen hos lægevagten lagde landsretten vægt på, at Patientskadeankenævnet havde anerkendt, at patienten som følge af behandlingen ved lægevagten var påført en erstatningsberettigende patientskade i form af en forsinket blodfortyndende behandling, der med overvejende sandsynlighed havde medført en forværring af gener efter blodproppen, der i denne sammenhæng måtte anses for grundlidelse. Landsretten tiltrådte herefter med de af byretten anførte grunde, at der ikke var grundlag for at antage, at patienten som følge af patientskaden havde et krav på erstatning og/eller godtgørelse, der oversteg 10.000 kr., jf. § 5, stk. 2 i den dagældende lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.