Østre Landsret 11/10-2002

En mand blev den 26. marts 1995 opereret for diskusprolaps, og der opstod i forbindelse hermed en infektion. Han måtte som følge af sin helbredsmæssige tilstand opgive sit arbejde og blev i 1997 tilkendt mellemste førtidspension. Han havde fra 1988 til 1995 drevet selvstændig virksomhed med køb, salg og renovering af dæk. Virksomheden var ejet af ægtefællen, men det var alene ham, som arbejdede i virksomheden, hvor han ikke modtog ikke løn. Det fremgik af virksomhedens regnskaber, at omsætningen i 1993, 1994 og 1995 var henholdsvis 134.802 kr., 59.968 kr. og 92.113 kr. Overskuddet i 1993 var 13.684 kr., mens der var underskud i 1994 og 1995.

Patientforsikringen havde anerkendt, at følgerne efter infektionen var en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og tilkendte ham bl.a. godtgørelse for 15 % varigt mén og erstatning for et erhvervsevnetab på 50 % beregnet på grundlag af en årsløn på 10.000 kr. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen om ménets og erhvervsevnetabets størrelse, herunder årslønnen på 10.000 kr. Patientskadeankenævnet lagde ved afgørelsen vedrørende årsløn vægt på niveauet for virksomhedens omsætning og overskud i årene 1993 til 1995, og at virksomheden på skadestidspunktet havde eksisteret så længe, at årslønnen ikke var urealistisk lav på grund af udgifter til opstart af virksomheden. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var berettiget til yderligere godtgørelse for varigt mén og yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen om varigt mén på 15 % eller afgørelsen om erhvervsevnetab på 50 %. Ved fastsættelsen af årslønnen efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, fandt landsretten, at sagsøgeren skulle bedømmes som selvstændig erhvervsdrivende, der havde drevet virksomhed siden 1988. Herefter var udgangspunktet, at årslønnen skulle fastsættes på grundlag af de seneste årsregnskaber. Da disse imidlertid viste underskud i årene 1994 og 1995 og et beskedent overskud i 1993, og da det måtte lægges til grund, at sagsøgeren havde lagt en betydelig arbejdsindsats i virksomheden, fandtes årslønnen ikke at kunne fastsættes alene på grundlag af disse regnskaber. Efter karakteren af den virksomhed sagsøgeren havde drevet, fandt landsretten, at der ikke kunne lægges vægt på gennemsnitslønnen for en salgskonsulent indenfor engroshandel. Efter et samlet skøn hvori det indgik, at skatteankenævnet vedrørende årene 1988 til 1992 havde ansat sagsøgerens indkomst/overskud ved selvstændig virksomhed til mellem 26.470 kr. og 70.000 kr., fastsatte landsretten årslønnen til 60.000 kr.