Østre Landsret 1/7-2015

Rettens sagsnummer:

B-1470-15

Ankenævnets sagsnummer:

14/2492

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 1. juli 2015

Domstol:

Østre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

oel010715

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede ved afgørelse af 30. august 2013, at en mand ikke var berettiget til erstatning som følge af behandling med lægemidlet Sertralin, hverken efter reglerne om lægemiddelskader eller reglerne om patientskader.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til henholdsvis Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet (nu begge Ankenævnet for Patienterstatningen). Lægemiddelsskadeankenævnet tiltrådte den 24. marts 2014, at der ikke var ret til erstatning efter reglerne om lægemiddelskader, og Patientskadeankenævnet tiltrådt ved afgørelse af 18. august 2014, at der ikke var ret til erstatning efter reglerne om patientskader.

Patienten indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for retten ved en stævning, som blev modtaget af retten den 23. februar 2015. Patienten oplyste, at han havde henvendt sig til retten allerede den 16. februar 2015, hvor man havde oplyst ham om, at stævningen var mangelfuld. Han tog den derfor med igen for at ændre den, men blev vejledt om, at hans henvendelse var registreret, således at der ikke var noget problem i forhold til fristen.

Byretten fandt, at sagen var anlagt for sent, da fristen afbrydes ved indgivelse af stævning. Det af manden anførte om, at han havde henvendt sig tidligere, kunne ikke føre til et andet resultat. Fristen for anlæggelse af retssag var dermed overskredet.

Afgørelsen blev kæret til Østre Landsret, der fandt det betænkeligt at afvise sagen på grund af overskridelse af søgsmålsfristen. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at patientens forklaring til dels var blevet bekræftet af en medarbejder fra byretten. Medarbejderen havde blandt oplyst, at patienten havde været til stede i retten for at aflevere stævningen, og at medarbejderen meget vel kunne have sagt, at der ville blive foretaget en registrering, og at der ikke ville være noget problem i forhold til fristen. På denne baggrund ophævede landsretten byrettens afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling.