Østre Landsret 1/6-2001

En 29 årig kvinde kom til skade i forbindelse med en fødsel den 3. januar 1998, hvor hun fik foretaget akut kejsersnit på grund af vedvarende langsom puls hos fosteret. Kort inden intubationen var der blevet skubbet til anæstesiapparatet således, at en slange var faldet af. Slangen blev påsat forkert, hvorved hun pådrog sig dobbeltsidigt sammenfald af lungerne og hjerneskade som følge af iltmangel (anoksisk hjerneskade). Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af lov om patientforsikring og dermed erstatningsberettigende. Patientforsikringen traf beslutning om udbetaling af erstatning til skadelidte på i alt ca. 1,4 mill. kr., men afviste at erstatte tabt arbejdsfortjeneste til ægtefællen, idet det kun er den skadelidte person selv, der kan tilkendes erstatning i henhold til erstatningsansvarslovens regler. Et krav om erstatning for flytteudgifter blev afslået, idet Patientforsikringen ikke fandt, at flytteudgifter kunne anses for at være omfattet af helbredelsesudgifter, idet en sådan udgift ikke kan anses for at være afholdt med det formål at søge skadelidte helbredt. ”Andet tab” dækker i erstatningsansvarslovens forstand forhold såsom forlængelse af uddannelse og tab af skoleår. Derimod er der ikke erstatningsretlig praksis for at anse flytteudgifter for dækket af begrebet "andet tab". De udgifter, der afholdes i forbindelse med flytning må derfor skulle afholdes igennem den godtgørelse og erstatning, der kan tilkendes i form af méngodtgørelse og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser.

Sagsøger havde ved landsretten nedlagt påstand om refusion af en flytteudgift med 10.000 kr. og dækning af tabt arbejdsfortjeneste for skadelidtes ægtefælle. Landsretten udtalte, at der efter fast erstatningsretlig praksis i medfør af erstatningsansvarslovens § 1 kan ydes erstatning for udgifter til ændret boligindretning, der er nødvendig som følge af en skadelidts behov, som andet tab. Det kunne lægges til grund, at familiens daværende bolig på 3. sal uden elevator ikke kunne tilpasses skadelidtes behov som kørestolsbruger. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at en udgift til flytning - i modsætning til en udgift til ændring af boligindretning - skulle være dækket af den méngodtgørelse eller erhvervsevnetabserstatning, som skadelidte havde modtaget. Udgiftens størrelse var ikke bestridt. Den kunne ikke antages at ville være afholdt af familien, hvis skaden ikke var sket. Landsretten fandt derfor, at de dokumenterede udgifter på 10.000 kr. til flytning til en handicapvenlig bolig kunne kræves erstattet som andet tab efter erstatningsansvarslovens § 1.

Efter vidneforklaringerne lagde landsretten til grund, at ægtefælles medvirken havde haft en positiv betydning for de fremskridt, som skadelidte gjorde under genoptræningen. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at hans personlige medvirken var en nødvendig foranstaltning i forbindelse med skadelidtes helbredelse med den virkning, at hans tabte arbejdsfortjeneste kunne kræves erstattet af skadelidte som en helbredelsesudgift.

Ved bedømmelsen af, hvorvidt kravet på tabt arbejdsfortjeneste for ægtefællen kunne kræves erstattet som andet tab, lagde landsretten vægt på, at han havde modtaget fuld løn indtil den 1. maj 1998. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at hans personlige tilstedeværelse havde været nødvendig af hensyn til familiens samlede behov efter dette tidspunkt, som lå næsten 4 måneder efter skaden og det yngste barns fødsel. Herefter, og da landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at anfægte det skøn over merudgifterne til pasning af børn mv., som var udøvet, toges sagsøgtes påstand om frifindelse for påstanden om erstatning for ægtefællens tabte arbejdsfortjeneste til følge.

Sagen blev anket til Højesteret.