Odense 3/4-2018

Rettens sagsnummer:

BS 6-701/2016

Ankenævnets sagsnummer:

15/8179

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 3. april 2018

Domstol:

Retten i Odense

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

odense030418 (1)

En kvinde fik den 28. juni 2012 fjernet galdeblæren ved operation på grund af kraftige mave-smerter. Der blev imidlertid ikke påvist sten i galdeblæren, og efter et længere behandlingsforløb og flere undersøgelser viste det sig, at kvinden havde glutenallergi (cøliaki).

Patienterstatningen vurderede, at kvinden var påført en skade i form af unødig fjernelse af galdeblæren og følger af forsinket diagnosticering af glutenallergi, og at det havde medført gener i form af svie og smerte som følge af unødig operation og forsinket diagnosticering. Patienterstatningen mente dog ikke, at erstatningskravet samlet set oversteg 10.000 kr., hvorfor der ikke kunne ydes erstatning for skaderne. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen.

Kvinden indbragte sagen for retten og nedlagde påstand om, at erstatningen oversteg 10.000 kr. Hun havde krav på godtgørelse for svie og smerte på skønsmæssigt 25.000 kr., hun havde et tab på 24.300 kr. ved at gå glip af et kronikertilskud, og hun havde haft medicinudgifter på 1.873,95 kr.

Retten vurderede, at der skal tilvejebringes et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn, og at bevisbyrden herfor påhviler sagsøgeren.

Ankenævnet havde fastsat godtgørelsen for svie og smerte til maksimalt 5.000 kr. Retten vurderede, at kvinden ikke havde godtgjort en fraværsperiode, lægelig dokumentation for hendes gener, eller at generne hidrørte fra fejloperationen eller den sene diagnosticering. Retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn.

Kvinden havde fremlagt et udskrift over medicin, hun havde indtaget. Der var imidlertid ingen dokumentation for, at medicinen var udskrevet med henblik på at dæmpe generne som følge af fejlbehandlingen eller den sene diagnosticering. Retten fandt det derfor ikke godtgjort, mod ankenævnets skøn, at medicinudgiften relaterede sig til fejlbehandlingen eller den sene diagnosticering.

I forhold til kronikertilskud fandt retten, at den sene diagnosticering af glutenallergi ikke havde medført et tab.

Retten vurderede således, at den samlede erstatning ikke oversteg 10.000 kr., hvorfor der ikke skulle udbetales erstatning. Ankenævnet blev herefter frifundet.