Odense 19/12-2018

En mandlig patient blev den 1. august 2012 indlagt efter at have oplevet smerter i brystet af trykkende karakter. Den 31. august 2012 henvendte han sig til egen læge, da han fortsat havde føleforstyrrelser i venstre arm og hånd. Han blev henvist til en neurologisk udredning, da man mistænkte rodpåvirkning og karforandringer. Den 27. september 2012 kom han til undersøgelse på reumatologisk afdeling. Der blev bestilt tid til en MR-skanning af nakken. Skanningen viste, at han havde rodpåvirkning af 5. og 6. nakke-hvirvel. Herefter blev der iværksat genoptræning i kommunalt regi og behandling med smertestillende medicin. Den 17. januar 2013 var han igen til undersøgelse, idet han fortsat havde gener. Han blev tilrådet at genoptage træningen hurtigst muligt. Dagen efter kom han til en forundersøgelse, hvor det blev vurderet, at der var grundlag for operation. Operationen blev foretaget den 27. marts 2013.

Patienten anmeldte forløbet til Patienterstatningen, idet han mente, at der var sket en forsinket diagnosticering og behandling af en skade i nakken. Han mente, at han som følge heraf var påført smerter, føle-forstyrrelser, sovende fornemmelse og nedsat kraft i venstre arm. Patienterstatningen fandt, at patienten ikke var påført en skade som følge af behandlingen, som i det hele havde levet op til erfaren specialist-standard, og at hans gener med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelsen i form af slidgigt i nakken. Patienten påklagede afgørelsen til ankenævnet. Han anførte i klagen, at behandlingen havde været i strid med erfaren specialiststandard, idet man ikke havde foretaget undersøgelse af nakke, skulder eller arm efter et fald, men alene fokuserede på en eventuel hjerteproblematik. Ankenævnet vurderede – ligesom Patienterstatningen – at behandlingen havde fulgt erfaren specialiststandard, og at patientens gener med overvejende sandsynlighed skyldtes hans grundlidelse.

Patienten indbragte sagen for retten, og der blev i den forbindelse indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Af Retslægerådets udtalelse fremgik, at behandlingsforløbet i det hele havde været i overensstemmelse med almindelige anerkendte retningslinjer. Patienten gjorde gældende, at Retslægerådets udtalelse ikke kunne tillægges bevismæssig vægt, idet rådet ikke havde inddraget oplysningen om, at skaden var sket i forbindelse med en faldulykke. Ankenævnet bestred dette synspunkt, idet det allerede i patientens klage til ankenævnet var nævnt, at der var sket et fald. Retten fandt ikke, at patienten havde dokumenteret, at han var faldet. Med henvisning hertil og til Retslægerådets udtalelse frifandt retten ankenævnet.