Odense 10/4-2019

En kvindelig patient bad i forbindelse med en fødsel om at få kejsersnit, hvorfor overlægen bestilte et grad 3 kejsersnit, som skulle laves i løbet af en time. Man fjernede herefter droppet. Jordemoderen gjorde klar til kejsersnittet, da der kom forandringer på CTG-kurven, og fosterets hjertelyd pludselig dykkede. Jordemoderen så patientens mave forandre sig, og var sikker på, at livmoderen var bristet, eller at moderkagen havde løsnet sig. Fødselslægen blev tilkaldt, og man bestilte et akut kejsersnit. Indgrebet blev foretaget 14 minutter senere, og da man åbnede bughulen, så man, at livmoderen var gået i stykker svarende til det gamle kejsersnitsar og ned mod livmoderhalsen. Der var opstået en bristning i hinden omkring urinblæren. Patienten blev udskrevet en lille uge efter fødslen, da hun fik det fysisk bedre. Hun blev sat i behandling med antibiotika på mistanke om blærebetændelse. Omkring 20 dage senere blev patienten undersøgt igen, fordi hun havde smerter. Hun blødte, men ikke mere, end man vurderede var normalt efter fødslen. Lidt over to måneder senere mødte patienten til efterfødselssamtale, hvor hun oplyste, at hun havde smerter i underlivet og lige havde været indlagt.

Patienterstatningen afviste, at patienten som følge af den anerkendte patientskade i form af bristet livmoder som følge af forsinket iværksættelse af akut kejsersnit var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén.

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, der var enig i Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, da hun var på barsel på skadestidspunktet, hvorfor hun ikke havde lidt et indtægtstab. Videre havde patienten ikke været sygemeldt og var alene indlagt i samlet 6 dage efter fødslen. Den forventede indlæggelsestid efter et ukompliceret kejsersnit er 2-3 dage, og den forventede sygeperiode efter et kejsersnit er samlet set 4 uger. Da der alene var tale om en kortere indlæggelse som følge af behandlingsskaden, oversteg godtgørelsen for svie og smerte ikke minimumsgrænsen på 10.000 kr. Endvidere vurderede ankenævnet, at patienten ikke var påført et varigt mén på 5 % eller mere som følge af selve livmoderbristningen. For så vidt angik patientens smerter vurderede ankenævnet, at der var tale om forventelige smerter efter et kejsersnit.

Patienten indbragte afgørelsen for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at livmoderbristningen ikke med overvejende sandsynlighed var årsag til patientens smerter og psykiske gener. Retten fandt herefter, at patienten ikke havde dokumenteret, at méngraden var 5 % eller mere. Endvidere havde patienten ikke løftet bevisbyrden for, at hun var sygemeldt i en periode, der medførte krav på tabt arbejdsfortjeneste, eller at hun på andet grundlag havde krav på tabt arbejdsfortjeneste. Patienten havde heller ikke løftet bevisbyrden for, at hun havde krav på godtgørelse for svie og smerte svarende til et beløb, der oversteg 10.000 kr., jf. den daværende bestemmelse i klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2.

Retten frifandt herefter Ankenævnet for Patienterstatningen.