Odense 1/8-2011

En 56-årig kvinde blev opereret i 2000 for en diskusprolaps. Ved operationen pådrog patienten sig en lejringsskade i højre skulder. Patientforsikringen fandt, at patienten var påført en erstatnings¬berettigende skade, jf. lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 4. Ved samme afgørelse tilkendte Patientforsikringen 5 % i varigt mén for smerter og nedsat bevægelighed i højre skulder. Patientforsikringen forhøjede efterfølgende ved ny afgørelse méngraden som følge af patientskaden til 10 %.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse i marts 2007 og anførte bl.a. i begrundelsen, at patient¬skaden medførte svære, varige og behandlingsresistente nervesmerter, og at hun som følge heraf havde vedvarende smerter strålende ud fra operationsstedet i ryggen ud i siderne og ned over maven, samt at hun måtte påregne et varigt smertestillende medicinforbrug.

Patienten blev herefter henvist til neurolog via sin privatpraktiserende læge. Det fremgik bl.a. af den neurologiske vurdering, at patienten havde svære neurogene invaliderende smerter, som i årene var tiltaget til at omfatte hele kroppen, samt at der var en konstant brændende sviende smerte, som indvendig hudafskrabning. Derudover kom der perioder med pludselig eksplosiv varmefornemmelse og smerteudstråling til hele kroppen.

Patientskadeankenævnet afslog genoptagelse i november 2007, idet der ikke var uforudsete ændringer i helbredstilstanden, jf. den dagældende EAL § 11. Herudover vurderedes det, at den beskrevne påvirkning ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives patientskaden.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for både Retslægerådet og Arbejdsskade¬styrelsen. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at méngraden udgjorde 10 %. Retten bemærkede, at det fremgik af Patientskadeankenævnets oprindelige afgørelse, at patientens gener blev beskrevet som ”svære, varige og behandlingsresistente nervesmerter… (med) vedvarende smerter strålende ud fra operationsstedet i ryggen ud i siderne og ned over maven” og at ”patienten måtte påregne et varigt smertestillende medicin¬forbrug”. Endvidere lagde retten vægt på den neurologiske erklæring, men anførte at uanset, at patienten oplevede generne som tiltagende i både intensitet og tidsmæssig udstrækning, fandtes erklæringen ikke at indeholde oplysninger om væsentligt ændrede og upåregnelige forhold for patienten. Dertil kom at Retslægerådet ikke kunne udtale sig om, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem patientskaden og den forøgelse af smerterne, som patienten oplevede. På denne baggrund fandt retten, at patienten ikke havde godtgjort, at betingelserne for genoptagelse af erstatningssagen var opfyldt, jf. dagældende erstatningsansvarslov. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.