Nykoebing F 18/11-2015

En kvinde fik i 2005 en knæskade som følge af en skiulykke. Hun blev opereret flere gange og fik til sidst indsat en knæprotese i februar 2009. Patienten blev i 2012 opsagt fra sit arbejde og blev i 2014 visiteret til fleksjob.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede i november 2010, at følgerne efter indsættelse af knæprotese var omfattet af loven og tilkendte patienten godtgørelse for et varigt mén på 10 procent samt svie og smerte. Patientforsikringen tilkendte i marts 2011 erstatning for udgifter til medicin og kørsel men gav afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patientforsikringens afgørelse om varigt mén blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), der i juni 2011 tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

I august 2012 anmodede patienten om genoptagelse af sagen og gjorde gældende, at der var krav på erstatning, da generne som følge af patientskaden var forværrede og dermed skyld i, at patienten i 2012 blev afskediget fra sit job.

Patientforsikringen traf i juni 2013 afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages, da sagens faktiske omstændigheder ikke havde ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning, jf. erstatningsansvarslovens § 11. Patientforsikringen lagde vægt på, at méngraden fortsat ikke kunne vurderes til mere end 10 procent, og at smerterne ikke var en følge af patientskaden. Hertil bemærkede Patientforsikringen, at det af sagens nye akter fremgik, at det var smerterne, der var hovedårsagen til, at patienten måtte sygemelde sig i 2011. Sygemeldingerne i 2011 og frem skyldtes derfor ikke patientskaden men den sygdom (brusklidelse), som patienten blev behandlet for.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at afskedigelsen ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes følgerne af patientskaden, men en udvikling af grundsygdommen (brusklidelse i højre knæ).

Sagen blev indbragt for domstolene. Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at patientens forhold havde ændret sig væsentligt, da patienten ikke længere var i stand til at arbejde på fuld tid. Retten lagde videre til grund, at dette dels skyldtes smerter, som i henhold til Patientskadeankenævnets afgørelse fra juni 2011 måtte tilskrives grundlidelsen, dels instabilitet som efter samme afgørelse måtte antages at skyldes patientskaden. Herefter fandt retten, at patienten ikke havde løftet bevisbyrden for, at den væsentlige ændring af sagens faktiske omstændigheder med overvejende sandsynlighed skyldtes følgerne af patientskaden (instabilitet af knæet), hvorfor Patientskadeankenævnets skøn ikke kunne tilsidesættes. Ankenævnet blev herefter frifundet.