Nykøbing Falster 4/10-2021

En 76-årig kvinde afgik under en indlæggelse i februar 2018 ved døden, fordi hun fik sondemad galt i halsen. Patienterstatningen anerkendte i oktober 2018 dødsfaldet som en erstatningsberettigende skade, da sondemaden ikke var blevet indgivet i overensstemmelse med retningslinjerne herfor. Hendes søn på 48 år fik tilkendt erstatning for afholdte begravelsesudgifter, og sagen blev afsluttet.

I marts 2020 bad sønnen om genoptagelses af sagen, idet han mente sig berettiget til både forsørgertabserstatning og overgangsbeløb, jf. § 12 og § 14a i erstatningsansvarsloven. Kravet var bl.a.  begrundet med, at sønnen og hans ægtefælle havde boet sammen med moren i 18 år, og at der bestod et gensidigt økonomisk afhængighedsforhold med sammenblandet økonomi. Dette blev bl.a. dokumenteret med udskrifter fra en budgetkonto, hvoraf det fremgik, at parterne hver især indbetalte svarende til ca. 1/3 af de samlede faste udgifter. Øvrige udgifter blev også dækket af parterne i fællesskab. Moren – der var svært hjerneskadet og sengeliggende efter flere blodpropper – blev passet af sønnen og hans ægtefælle, der begge var beskæftiget som social- og sundhedsassistenter.

Patienterstatningen afviste i juni 2020 at genoptage sagen, og denne afgørelse blev indbragt for ankenævnet, der besluttede, at sagen skulle genoptages på baggrund af de nye oplysninger. Ankenævnet var dog enig med Patienterstatningen i, at betingelserne for at yde erstatning for forsørgertab og overgangsbeløb ikke var opfyldt.

Sagen blev indbragt for Retten i Nykøbing Falster, og der blev i denne forbindelse fremlagt yderligere dokumentation i form af udskrifter fra sønnens konto. Heraf fremgik, at moren næsten hver måned havde overført beløb i varierende omfang til sin søn. Ankenævnet gjorde bl.a. gældende, at overførslerne ikke dokumenterede, at moren – der tjente mindre end både sin søn og hans ægtefælle – havde ydet et reelt og væsentligt bidrag til forsørgelsen af sin søn. I realiteten havde hun blot betalt en andel, der svarede til opfyldelsen af sine egne behov.

Retten frifandt ankenævnet, da det ikke fandtes bevist, at moren havde forsørget sin søn i erstatningsansvarslovens forstand. Der var derimod tale om en form for bofællesskab, hvor alle havde bidraget til den fælles husholdning. Dermed var der hverken grundlag for at tilkende erstatning for forsørgertab eller overgangsbeløb.