Nykøbing Falster 18/6-2021

I forbindelse med behandling for leukæmi blev en patient påført en hændelig komplikation i form af rygmarvsbetændelse. Komplikationen medførte, at patienten fik beskadiget og nedsat gangfunktion samt blev urin- og afføringsinkontinent.

Ankenævnet havde i sin afgørelse vurderet, at behandlingen i hele forløbet var foregået efter højeste standard og dermed udført, som en erfaren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold.

Der opstod imidlertid en skade i form af en hændelig komplikation, som ifølge ankenævnet var yderst sjælden, men ikke tilstrækkelig alvorlig til at give erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Ankenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at patientens grundsygdom var meget alvorlig, og at formålet med behandlingen var at bedre patientens tilstand, idet patientens grundsygdom ubehandlet ville medføre døden inden for kort tid.

Patienten indbragte sagen for retten.

Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at det ifølge forarbejderne til loven fremgik, at komplikationens alvor skal sammenholdes med karakteren og alvoren af patientens grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt. Hvis grundsygdommen ubehandlet indebærer nærliggende risiko for alvorlig invaliditet eller for patientens død, må der også accepteres en betydelig risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen af selve grundsygdommen. Følgerne af grundsygdommen skal derfor som udgangspunkt være mere alvorlige end grundsygdommen ubehandlet for at berettige til erstatning.

Retten henviste i sin begrundelse til, at Retslægerådet havde udtalt, at patientens grundsygdom ubehandlet ville være 100 % dødelig inden for få uger til måneder.

Retten fandt herefter, at der var tale om en ydest nødvendig behandling for at sikre patientens overlevelse, og som følge heraf måtte patienten acceptere selv alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen.

Retten lagde i sin begrundelse også vægt på, at selve behandlingen ifølge Reteslægerådet var forbundet med en betydelig og øget risiko for varige gener og mén.

Som følge heraf fandt retten ikke, at den hændelige komplikation og følgerne heraf så alvorlig set i forhold til patientens grundsygdom, at patienten i medfør af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4 var berettiget til erstatning.

Ankenævnet blev herefter frifundet.