Nykøbing F 5/2-2016

En 29-årig mand blev opereret akut for perforeret blindtarm. Operationen forløb planmæssigt. I dagene efter operationen havde manden kvalme og feber, og ca. en uge efter operationen havde han omfattende opkastninger og diarré som følge af en maveinfektion (Yersiniabakterie). Manden var dehydreret og fik derfor væske intravenøst. En nat var manden hallucineret og urolig, og der blev påbegyndt mere intensiv væskebehandling. Samtidig blev han overført til sygehusets intensivafdeling til behandling af let påvirket nyrefunktion, vejrtrækningsproblemer og manglende urinproduktion. Mandens tilstand blev hurtigt bedre, og han blev efter nogle dage flyttet tilbage til stamafdelingen. Han blev udskrevet en uge senere.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at manden var påført en behandlings-skade i form af følger efter dehydrering, da væskebehandlingen ikke havde været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard. Patienten blev tilkendt erstatning for udgifter til medicin, transport og fysioterapi, maksimal godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode på mere end 2 ½ år. Patientforsikringen fandt, at et indtægtstab efter denne periode på 2 ½ år ikke skyldtes behandlingsskaden. Patientforsikringen gav afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for forlænget uddannelse og erhvervsevnetab.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) for så vidt angik udgifter til medicin og fysioterapi, tabt arbejdsfortjeneste, varigt mén, forlænget uddannelse og erhvervsevnetab. Ankenævnet var enig i, at manden var påført en behandlingsskade i form af følger efter dehydrering. Ankenævnet stadfæstede, at manden ikke havde ret til godtgørelse for varigt mén og erstatning for forlænget uddannelse og erhvervsevnetab. Ankenævnet ændrede den af Patientforsikringen tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, idet nævnet vurderede, at manden alene havde ret til erstatning og godtgørelse for en periode på ca. fire måneder efter selve dehydreringen opstod. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at dehydreringstilstandens karakter og omfang ikke kunne forklare en længere sygeperiode end ca. fire måneder.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at behandlingsskaden havde medført fysisk og psykisk skade. Under retssagens behandling blev der indhentet en speciallægeerklæring fra en psykiater og to udtalelser fra Retslægerådet. Af Retslægerådets udtalelser fremgik blandt andet, at manden ikke havde PTSD, at mandens tilstand var vanskelig at diagnosticere, men at der dog havde været delir i den akutte fase, og at mandens psykiske symptomer i form af angst, søvnforstyrrelser og genoplevelse af indlæggelsesforløbet var opstået som følge af det komplicerede sygdomsforløb.

Ankenævnet afviste under retssagens behandling at genoptage sagen. I afgørelsen om afvisning af genoptagelse uddybede ankenævnet, at mandens tilstand under indlæggelsen også skyldtes andre forhold end behandlingsskaden (dels tilstanden med perforeret blindtarm med akut operation og dels maveinfektionen med deraf følgende opkastninger og diarrétilfælde). Ankenævnet fastholdt, at manden senest fire måneder efter dehydreringen var restitueret i et sådant omfang, at det ikke længere var dehydreringen, der gav ham gener og forhindrede ham i at arbejde.

I medfør af retsplejeloven udskilte retten spørgsmålet om årsagssammenhæng til særskilt afgørelse. Retten fandt ved en delafgørelse, at behandlingsskaden i form af dehydrering opstod på grund af manglende overvågning af manden, at manden ifølge et vidne (oversygeplejeske) var død, hvis en tilfældigt forbipasserende overlæge ikke havde grebet ind, og at der var manglende journalføring. Retten fandt derfor, at det kunne lægges til grund, at mandens delirøse tilstand under indlæggelsen og hans efterfølgende svært påvirkede psykiske og fysiske tilstand entydigt kunne relateres til operationen og det postoperative forløb. På denne baggrund fandt retten, at der var årsagssammenhæng mellem den anerkendte skade og mandens fysiske og varigt psykiske følger. Ankenævnet blev således ikke frifundet.