Nykøbing F 12/11-2012

Patientforsikringen vurderede, at en patient ikke var berettiget til erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader § 6. Patientforsikringen fandt, at det var overvejende sandsynligt, at han udviklede et lymfom som bivirkning til den immunsupprimerende behandling, som han fik for ikke at afstøde en transplanteret nyre. Patientforsikringen fandt endvidere, at skaden i form af udvikling af et lymfom medførende behov for fjernelse af den transplanterede nyre ikke var tilstrækkelig alvorligt. Patientforsikringen lagde vægt på, at han fik foretaget en nyretransplantation på grund af en dialysekrævende grundsygdom, og at den immunsupprimerende behandling var helt nødvendig for at reducere risikoen for, at han skulle afstøde den nye nyre. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at han ifølge de lægelige oplysninger i sagen var fuldstændig helbredt for lymfomsygdommen.

Afgørelsen blev påklaget til Lægemiddelskadeankenævnet, som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at patientens udvikling af lymfekræft (et lymfom) med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen med Neoral og Cellcept. Der var tale om en kendt, men sjælden bivirkning, men den var ikke tilstrækkelig alvorlig i forhold til hans grundlidelse i form af en nyresygdom med svær blodtryksforhøjelse og deraf følgende nyretransplantation.

Afgørelsen blev indbragt for retten. Retten lagde på baggrund af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål til grund, at statistisk opstår den overvejende del af PTLD-tilfældene (post transplant lymfoproliferativ sygdom) i celler fra den, der modtager det transplanterede organ, mens mellem 10 og 35 % af kræfttilfældene opstår i celler fra donoren. Retten lagde herefter til grund, at skaden med overvejende sandsynlighed var forårsaget ved brug af lægemidler. Retten lagde endvidere på baggrund af Retslægerådets besvarelse til grund, at patienter, der har været i dialysebehandling har en årlig risiko for død på cirka 16 %. Retten lagde på baggrund af Retslægerådets besvarelse tillige til grund, at hyppigheden af lymfekræft hos transplanterede er 30 til 50 gange højere end i normalbefolkningen, og efter nyretransplantationen udvikler mellem 1 og 3 % af patienterne PTLD. Ved PTLD er kræftcellerne næsten altid B-lymfocytter, som er inficeret med EBV-virus, som i dette tilfælde. Den immundæmpende behandling som gives for at forhindre afstødning af den transplanterede nyre medfører, at kræftcellerne ikke hæmmes tilstrækkeligt af immunsystemet og derved udvikles kræften. På den baggrund fandtes Lægemiddelskadeankenævnet med rette at have vurderet at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til patientens alvorlige grundlidelse, og at hans gener i form af udvikling af lymfekræft ikke fandtes at være mere omfattende, end hvad han med rimelighed måtte tåle under de givne omstændigheder. Lægemiddelskadeankenævnet blev således frifundet.