Næstved 5/11-2018

En kvindelig patient gik til egen læge og kiropraktor med lænderygsmerter. Patienten mente, at hun var påført en behandlingsskade som følge af den behandling, hun havde modtaget hos kiropraktor og hos egen læge. Hendes synspunkt var at egen læge eller kiropraktor skulle have henvist hende til et specialistsygehus til nærmere udredning for symptomer på afklemning af rygmarvens nerverødder i lænderyggen (cauda equina syndrom), og at manglen på henvisningen førte til forsinket diagnose og dermed en behandlingsskade.

Patienterstatningen afviste, at patienten var påført en skade ved behandlingen. Afgørelsen blev anket og Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at patientens gener skyldtes hendes grundlidelse i form af en stor diskusprolaps og ikke behandlingen hos egen læge eller kiropraktor. Ankenævnet fandt, at der ikke i patientens journaler var omtalt symptomer på et cauda equina syndrom, og at behandlingen af patienten havde været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard. Hun var derfor ikke påført en behandlingsskade.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at der ikke i journalerne var tegn på et cauda equina syndrom, eller at et sådant syndrom var under udvikling. Retslægerådet udtalte også, at patientens gener skyldtes patientens grundlidelse. På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens gener var en følge af behandlingen hos egen læge eller hos kiropraktor. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde udtalt kritik af kiropraktorens behandling af patienten, idet der ikke under behandlingen var spurgt nærmere ind til patientens lukkemuskel-funktion. Retten fandt, at dette forhold ikke under de i øvrigt anførte omstændigheder kunne føre til et andet resultat. Ankenævnet blev derfor frifundet.