Lyngby 29/5-2018

En kvindelig patient, der led af atrieflimren, blev indlagt på et hospital til elektrisk stød på hjertet for at opnå normal hjerterytme. Da hun blev udskrevet samme dag, blev det aftalt, at hun skulle kontakte egen læge med henblik på at få iværksat blodfortyndende behandling. Dagen efter var hun hos egen læge, hvor hun fik ordineret medicinen. Samme dag inden hun havde påbegyndt behandlingen, fik hun en blodprop i hjernen. Hun blev indlagt på et hospital, hvor hun ikke ville give samtykke til trombolyse. Med politiets hjælp blev de pårørende tilkaldt, hvorefter hun gav samtykke, og behandlingen blev iværksat. Blodproppen medførte neurologiske skader.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde været efter erfaren specialiststandard. Betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstatningsloven var derfor ikke opfyldt.

Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse med en ændret begrundelse. Ankenævnet bemærkede, at nævnet traf afgørelse ud fra klage- og erstatningslovens regler om behandlingsskader, og at det ikke i sig selv medførte, at der var grundlag for erstatning, at Styrelsen for Patientsikkerhed i den mellemliggende periode havde udtalt kritik af behandlingsforløbet ved den første indlæggelse. Ankenævnet vurderede på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed, at den erfarne specialist ville have iværksat blodfortyndende behandling i forbindelse med stød-behandlingen. Ankenævnet vurderede imidlertid, at blodproppen med overvejende sandsynlighed skyldtes grundsygdommen og ikke den manglende behandling. Selv hvis man havde iværksat blodfortyndende behandling på et tidligere tidspunkt, ville patienten ikke med overvejende sandsynlighed have undgået blodproppen i hjernen. Patienten var således ikke påført en skade og havde ikke krav på erstatning, jf. lovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.

Sagen blev herefter indbragt for retten og forelagt for Retslægerådet, som vurderede, at en erfaren specialist ville have iværksat blodfortyndende behandling i forbindelse med stød-behandlingen. Retslægerådet udtalte også, at patienten ikke var påført varige skader som følge af behandlingen, idet blodproppen i hjernen med overvejende sandsynlighed skyldtes grundsygdommen i form af atrieflimren. Retten fandt på baggrund af udtalelsen fra Retslægerådet ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev derfor frifundet.