Lyngby 28/5-2013

Rettens sagsnummer:

BS 159-725/2012

Ankenævnets sagsnummer:

11/684

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 28. maj 2013

Domstol:

Retten i Lyngby

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

lyngby280513

Patientforsikringen traf afgørelse om, at en kvinde var påført en erstatningsberettigende ner-veskade i forbindelse med en diskusprolapsoperation i lænden jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen tilkendte hende ved samme afgørelse godtgørelse for et varigt mén på 20 % i form af nedsat libido, dårlig balance, instabilitet i knæet samt nedsat kraft i knæet. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, der ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at hun ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med operationen. Hun var således ikke berettiget til godtgørelse og erstatning. Nævnet vurderede, at hendes gener i form af smerter og nedsat sensibilitet i venstre ben med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes grundlidelse i form af en fremadskridende degenerativ ryglidelse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at hun allerede inden operationen havde smerter i venstre ben, og at der ikke var beskrevet en udtalt forværring umiddelbart efter operationen. Nævnet vurderede endvidere, at der ikke med overvejende sandsynlighed var anatomisk årsagssammenhæng mellem hendes gener i form af nedsat følelse i og omkring kønsdelene samt øget urininkontinens. Nævnet lagde vægt på, at hun blev opereret i området omkring første korsbensnerverod, og at de øvrige korsbensnerve-rødder – herunder fjerde korsbensnerverod som har forbindelse til underlivet – ikke var inde i operationsfeltet. Det var derfor ikke overvejende sandsynligt, at man i forbindelse med opera-tionen havde beskadiget nerverne. Hun var således ikke berettiget til erstatning og godtgørelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun nogle år før havde født et meget stort barn på over 5 kg. og derfor på grund af skader havde fået foretaget en rekonstruktion af fødselskanal og bækkenbund.

Sagen blev indbragt for retten, der fandt, at der ikke var fremkommet oplysninger, der talte for, at grundlaget for Patientskadeankenævnets afgørelse var mangelfuldt eller ufyldestgøren-de, og at der ikke var fremkommet et nyt faktum i forhold til det grundlag, som nævnet traf sin afgørelse på. Retten bemærkede herved, at den forklaring som kvinden havde afgivet ikke gav et sikkert grundlag for at tilsidesætte de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Forkla-ringen gav heller ikke grundlag for at tilsidesætte den fagkyndige vurdering, som nævnet havde foretaget. Der forelå derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Patientska-deankenævnets vurdering, hvorfor nævnet blev frifundet.