København 4/7-2013

En kvinde, der var under uddannelse som delikatesseassistent i et supermarked, blev den 11. oktober 2002 opereret i venstre hofte. Hun var i denne forbindelse sygemeldt indtil den 1. marts 2003. Den 26. marts 2004 blev hun opereret i højre hofte grundet hoftedysplasi, og hun var som følge heraf sygemeldt indtil den 1. september 2004. Den 18. oktober 2004 fik hun konstateret en diskusprolaps. Hun var i den forbindelse sygemeldt indtil august 2005, hvor hun overgik til revalideringsydelse.

Patientforsikringen fandt, at patienten var påført en skade i form af følger efter ikke optimal behandling i forbindelse med operationen den 11. oktober 2002. Hun blev tilkendt godtgørelse og erstatning for varigt mén, svie og smerte, helbredelsesudgifter og andet tab samt tabt arbejdsfortjeneste. Hun fik afslag på erstatning for erhvervsevnetab.

Sagen blev påklaget til Patientskadeankenævnet med påstand om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Patientskadeankenævnet fandt, at hverken operationen af højre hofte den 26. marts 2004 eller diskusprolapsen med overvejende sandsynlighed var en følge af den anerkendte patientskade i forbindelse med operationen den 11. oktober 2002. Nævnet fandt derfor, at forlængelsen af A’s uddannelse ikke med overvejende sandsynlighed kunne henføres til patientskaden. Nævnet fandt endvidere, at A’s erhvervsskifte fra delikatesseassistent til kontorassistent ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes patientskaden.

Afgørelsen blev indbragt for retten med principal påstand om, at Patientskadeankenævnets afgørelse skulle ophæves. Der blev nedlagt subsidiær påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at patienten havde et tab som følge af forlænget – tabt – uddannelse, og mere subsidiær påstand om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet gjorde gældende, at der ikke var grundlag for ophævelse af afgørelsen eller hjemvisning til fornyet behandling. For så vidt angik den subsidiære påstand bestred Patientskadeankenævnet det som udokumenteret, at uddannelsen som delikatesseassistent faktisk var blevet forlænget. Patientskadeankenævnet gjorde endvidere gældende, at en eventuel forlængelse ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes patientskaden.

Retten fandt, at det ikke var grundlag for at ophæve Patientskadeankenævnets afgørelse eller hjemvise til fornyet behandling som følge af retlige eller faktiske mangler ved afgørelsen. Med hensyn til den subsidiære påstand vedrørende tab som følge af forlænget uddannelsesforløb fandt retten, at det ikke var godtgjort, at hun i forbindelse med den forlængede uddannelsesperiode havde lidt et tab, der skyldtes patientskaden. Allerede af den årsag kunne den subsidiære påstand ikke tages til følge. Retten bemærkede i øvrigt, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at statuere, at forlængelsen af hendes uddannelsesperiode skyldtes den anerkendte patientskade. Retten fandt således intet grundlag for at statuere, at operationen af højre hofte eller diskusprolaps med overvejende sandsynlighed var en følge af patientskaden. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.