København 25/11-2014

En kvindelig patient havde af Patientforsikringen fået anerkendt en erstatningsberettigende patientskade i form af tidlig løsning af højre knæled med deraf følgende smerter i knæet, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Hun blev som følge heraf tilkendt godtgørelse for et varigt mén på 8 procent, fik 7.100 kr. i erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt 65.500 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Hun påklagede den udmålte erstatning til Patientskadeankenævnet, som fandt, at patienten ved patientskaden var påført et varigt mén på 12 procent. Den øvrige erstatningsudmåling blev tiltrådt.

Patienten fik efterfølgende af Patientforsikringen afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Denne afgørelse påklagede hun også til Patientskadeankenævnet, som anerkendte, at hun havde et erhvervsevnetab på 20 procent som følge af patientskaden.

Patienten havde forinden nævnets afgørelse vedrørende varigt mén af egen drift indhentet en speciallægeerklæring, som var indsendt til nævnet. Forinden nævnets afgørelse vedrørende erhvervsevnetab, var Arbejdsskadestyrelsen kommet med en udtalelse på baggrund af anmodning fra patienten, som også var indsendt til nævnet.

Patienten indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse vedrørende helbredelsesudgifter og andet tab for domstolene. Under sagens behandling ved domstolene havde patienten fremsat krav om at få dækket udgifterne til indhentelse af speciallægeerklæringen og gebyr til Arbejdsskadestyrelsen. Dette krav blev afvist af domstolene, idet der ikke administrativt var taget stilling til kravene.

Patienten fremsatte efterfølgende kravet om at få dækket udgifterne til indhentelse af speciallægeerklæring samt udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at yde dækning for patientens udgifter til indhentning af det pågældende materiale. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke ved sagsbehandlingen havde fundet det nødvendigt med indhentelse af en speciallægeerklæring eller en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, samt at nævnets afgørelser var baseret på en selvstændig vurdering af samtlige påklagede godtgørelses- og erstatningsposter. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten ikke i forbindelse med sagsbehandlingen havde anmodet nævnet om at indhente det pågældende materiale, men at patienten allerede forud for sin anke til Patientskadeankenævnet havde anmodet Arbejdsskadestyrelsen om en vejledende udtalelse. Endeligt anførte nævnet, at det forhold, at materialet var indgået i grundlaget for nævnets afgørelser sammen med alt øvrig materiale, ikke medførte, at der kunne ydes dækning for udgifterne, samt at nævnet forholder sig til alt materiale, der fremsendes.

Patienten indbragte nævnets afgørelse for retten. Retten fandt efter de konkrete omstændigheder, at patienten var berettiget til erstatning for udgifterne til det pågældende materiale. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at speciallægeerklæringen var eneste del af begrundelsen i nævnets afgørelse vedrørende det varige mén, samt at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse ubestridt indgik i nævnets begrundelse vedrørende erstatning for erhvervsevnetab. På denne baggrund fandt retten, at det pågældende materiale i den konkrete sag havde været inddraget i nævnet vurdering og således ikke havde været unødvendige. Herefter og under hensyn til erstatningssagens forløb og udfald, fandt retten det rimeligt, at patienten skulle have dækket sine udgifter. Patientskadeankenævnet blev således ikke frifundet.