København 14/9-2015

En mand blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af beskadigelse af strækkesenerne på højre hånd i forbindelse med en operation i juli 1995. Patientskaden blev anerkendt på baggrund af en tilkendegivelse fra Østre Landsret. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fastsatte stationærtidspunktet til den 28. november 1995 og tilkendte skadelidte godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for et varigt mén på 8 procent og erstatning for et erhvervsevnetab på 25 procent. Patientforsikringen vurderede, at skadelidte som følge af patientskaden havde haft en ikke ubetydelig indtægtsnedgang, men at en væsentlig del af de gener, som efter patientskaden havde dannet grundlag for tilkendelse af førtidspension, måtte tilskrives skadelidtes grundsygdomme i form af slidgigt i begge albueled og i højre håndled. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patientforsikringens afgørelser blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Nævnet ændrede stationærtidspunktet til den 8. januar 1996 og tilkendte yderligere godtgørelse for svie og smerte. De øvrige godtgørelses- og erstatningsposter blev tiltrådt. Sagen blev herefter indbragt for Københavns Byret.

I forbindelse med sagens behandling for retten blev sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede skadelidtes méngrad som følge af patientskaden til 8 procent og det samlede varige mén til 18 procent. Erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev vurderet til 25 procent og det samlede erhvervsevnetab til 75 procent. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtids-punktet til den 28. november 1995. Retten fandt ikke som anført af skadelidte, at Østre Landsret gennem sin tilkendegivelse nøje medicinsk havde beskrevet hvilke gener, der kunne tilskrives henholdsvis patientskade og grundlidelse. Temaet for tilkendegivelsen var, hvorvidt skadelidte var påført en skade omfattet af patientforsikringsloven. Skadelidte fik således ikke medhold i denne påstand. Retten fandt endvidere, at skadelidte ikke havde ført bevis for, at nævnets fastsættelse af ménprocenten og erhvervsevnetabsprocenten som følge af patientskaden burde tilsidesættes. Der var desuden ikke anført forhold, der gav et sikkert grundlag for at antage, at stationærtidspunktet kunne fastsættes til et senere tidspunkt, end det der var fastsat af nævnet. Da der ikke var fremlagt dokumentation for behovet og omfanget af fremtidig fysioterapeutbehandling og andre behandlingsudgifter, kunne skadelidtes påstand vedrørende denne erstatningspost allerede af den grund ikke tages til følge. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Dommen blev anket til landsretten.

Landsretten fandt, at således som landsrettens tilkendegivelse af 7. april 2005 var formuleret, måtte skaden også omfatte de medfølgende komplikationer i form af smerter, nedsat kraft og bevægeindskrænkning, hvorfor disse forhold ligeledes skulle indgå i grundlaget for fastsættelse af méngraden og erhvervsevnetabet. Landsretten fandt endvidere, at skadelidte havde godtgjort et sikkert grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets skønsmæssige vurdering, ifølge hvilken han forud for patientskadens indtræden havde en lidelse i form af slidgigt i højre håndled med deraf følgende fradrag ved fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet. På den baggrund og ikke mindst under hensyn til at der ved fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabets størrelse var foretaget fradrag også for så vidt angår skadelidtes albueled, fandtes det påkrævet, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling med henblik på fast-sættelse af méngraden og erhvervetabets størrelse. Østre Landsret hjemviste således sagen til fornyet behandling i Patientskadeankenævnet med henblik på fastsættelse af méngraden og erhvervsevnetabets størrelse.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) traf herefter afgørelse den 25. september 2013. Nævnet vurderede, at skadelidte var påført et varigt mén som følge af patientskaden på 18 procent, svarende til yderligere 10 procent. Endvidere vurderede nævnet, at skadelidte var påført et erhvervsevnetab som følge af patientskaden på 50 procent, svarende til yderligere 25 procent. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at skadelidtes samlede er-hvervsevnetab ikke kun kunne tilskrives patientskadens følger, men uafhængigt af patientskaden også måtte tilskrives patientens øvrige gener fra venstre skulder og albue.

Afgørelsen blev indbragt for byretten med påstand om, at det varige mén og erhvervsevnetab var højere end fastsat af nævnet, samt at nævnet ikke var berettiget til at foretage fradrag for slidgigt i højre håndled og for albuegener. Skadelidte nedlagde endvidere påstand om, at erhvervsevnetabet skulle opgøres på baggrund af en højere årsløn, og at nævnet skulle betale skadelidtes advokatomkostninger i forbindelse med nævnets behandlinger af sagen.

Retten fandt, at Østre Landsrets dom af juni 2013 måtte forstås således, at der skulle foretages fradrag i méngrad og erhvervsevnetabet for generne knyttet til begge albueled. Retten fandt endvidere, at patienten ikke havde påvist noget grundlag for at tilsidesætte den vurdering, der var foretaget af nævnet ved afgørelsen af 25. september 2013, hvorefter det samlede varige mén svarende til højre hånd var fastsat til 18 procent og erhvervsevnetabet til skønsmæssigt 50 procent, herunder med et skønsmæssigt fradrag for generne knyttet til patientens albueled.

For så vidt angik påstandene vedrørende årslønnes størrelse og advokatomkostninger bemærkede retten, at spørgsmålet om skadelidtes årsindtægt og spørgsmålet om advokatomkostninger i forbindelse med den forudgående administrative behandling af sagen ikke havde været inddraget under sagens behandling for nævnet. Der forelå derfor på disse punkter ikke nogen afgørelse, der kunne tages under påkendelse, og derfor blev nævnets afvisningspåstande i forbindelse med disse punkter taget til følge. Nævnet blev herefter frifundet.