København 11/7-2017

En kvinde fik af Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) ved afgørelse af 30. september 2008 medhold i, at hun var påført en både sjælden og alvorlig bivirkning til lægemidlet Yasmin (p-piller) i form af blodprop i lysken og knæhasen. Ved samme afgørelse blev hun tilkendt godtgørelse for 5 procent varigt mén.

Ved afgørelse af 23. juni 2009 tilkendte Patientforsikringen hende 2.500 kr. i erstatning for hel-bredelsesudgifter og andet tab, 75.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra 1. marts 2007 til 30. november 2008 samt 20.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Disse to afgørelser blev påklaget til Lægemiddelskadeankenævnet for så vidt angår varigt mén og tabt arbejdsfortjeneste. Ved Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse af 20. september 2010 blev Patientforsikringens afgørelse af 30. september 2008 tiltrådt, men Patientforsikringens afgørelse af 23. juni 2009 blev ændret således, at kvinden ikke var berettiget til 75.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra 1. marts 2007 til 30. november 2008.

Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse af 20. september 2010 blev indbragt for Københavns Byret med påstand om, at kvinden havde krav på tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. marts 2007 til den 30. november 2008. Ved dom af 10. juni 2014 blev Lægemiddelskadeankenævnet frifundet. Dommen blev ikke anket.

Efterfølgende tilkendte Patientforsikringen kvinden yderligere i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Ved afgørelse af 18. december 2009 blev hun således tilkendt 166.688 kr. for perioden fra 1. december 2008 til 31. oktober 2009, og ved afgørelse af 28. juli 2010 blev hun tilkendt 74.263 kr. for perioden fra 1. november 2009 til 31. maj 2010. Disse afgørelser blev ikke påklaget til Lægemiddelskadeankenævnet.

Ved afgørelse af 14. februar 2011 vurderede Patientforsikringen, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. juni 2010 og frem, ligesom hun ikke fandtes berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Afgørelsen blev påklaget til Lægemiddelskadeanke-nævnet, der ved afgørelse af 6. maj 2013 tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at kvinden havde krav på tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. juni 2010 til den 1. december 2012. Sagen blev forelagt Retslægerådet.

Retten bemærkede, at Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse af 6. maj 2013 for så vidt angår spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste ikke var omfattet af den prøvelse, som fandt sted ved dommen af 10. juni 2014. Retten bemærkede dog, at retten ved den tidligere dom med bindende virkning for begge parter havde fastslået, at den anerkendte lægemiddelskade ikke med overvejende sandsynlighed var årsag til kvindens økonomiske tab for perioden 1. marts 2007 til 30. november 2008. Retten lagde i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse vægt på det oplyste om den beskrevne forudgående sygehistorie med rygproblemer og smerter i ryggen samt det oplyste om de forudgående problemer af psykisk og social karakter, som kvinden havde haft.

Retten bemærkede yderligere, at der ifølge Retslægerådets udtalelse ikke var grundlag for at antage, at en veneblodprop kan give lændesmerter eller kan fejldiagnosticeres som rygproble-mer. På den baggrund fandt retten, at det havde formodningen imod sig, at kvindens økono-miske tab for den senere periode fra 1. juni 2010 til den 1. december 2012 var forårsaget af lægemiddelskaden.

Retten fandt ikke, at kvindens oplysninger om, at hendes rygsmerter, tobaksforbrug, overvægt eller psykiske forhold forud for lægemiddelskaden ikke havde været til hinder for, at hun passede sit arbejde og ikke havde ført til sygemeldinger eller fravær fra arbejdet, kunne føre til et andet resultat. Retten var på denne baggrund enig med Lægemiddelskadeankenævnet, og ankenævnet blev derfor frifundet.