Horsens 8/10-2021

En patient havde fået afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af en anerkendt behandlingsskade, da patienten ikke havde godtgjort, at han havde lidt et indtægtstab som følge af behandlingsskaden.

Patienten var på skadestidspunktet selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdede som direktør i sit selskab. Virksomheden bestod – ud over patienten selv – af flere andre medarbejdere.

Ankenævnet havde i sin afgørelse bl.a. lagt vægt på, at generne som følge af behandlingsskaden ikke i væsentligt omfang forhindrede patienten i at udføre visse opgaver i selskabet. Ankenævnet havde også lagt vægt på, at han i stillingen som direktør havde en høj grad af fleksibilitet og derfor kunne tilrette arbejdet under hensyntagen til de begrænsede gener. Videre havde ankenævnet lagt vægt på, at der var andre ansatte i virksomheden, som måtte forventes at kunne varetage visse af patientens sædvanlige opgaver.

Patienten var ikke enig heri og indbragte derfor ankenævnets afgørelse for retten. Under retssagen gjorde patienten bl.a. gældende, at han som følge af behandlingsskaden havde været forhindret i at udføre opgaver for sine kunder i selskabet i næsten et år, idet han som følge af behandlingsskaden havde et åbent sår og derfor var særlig udsat for infektioner mv., hvilket der var en høj risiko for som følge af opgavernes karakter.

Retten fandt, at patienten var påført et skønsmæssigt tab som følge af behandlingsskaden og tilkendte patienten 200.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Retten fandt på baggrund af Retslægerådets udtalelse i sagen, at patienten havde været afskåret fra at udføre arbejde for virksomhedens kunder i en periode på ca. 6 måneder og ikke 12 måneder som anført af patienten selv.

Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at det efter vidneførelsen kunne lægges til grund, at virksomheden i betydeligt omfang var afhængig af patientens personlige arbejdsindsats, og at patienten i kraft af sin uddannelse og erfaring havde et helt særligt kendskab til området, og at der kun var et fåtal af andre i Danmark, som besad de samme kompetencer.

Det forhold, at der var andre ansatte i virksomheden, kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning i forhold til, om andre kunne have varetaget opgaverne i selskabet, idet de øvrige medarbejdere ikke havde de fornødne kompetencer og viden. På samme vis havde der reelt ikke været mulighed for at ansætte vikar eller lignende.

Retten lagde efter vidneførelsen også til grund, at virksomhedens nedgang i indtjeningen skyldes den anerkendte behandlingsskade og sygdomsperioden som følge heraf.

I forhold til fastsættelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fandt retten, at patientens årsløn skulle fastsættes efter et skøn, da der var tale om en selvstændigt erhvervsdrivende. Efter sædvanlig praksis fastsattes indtægten med udgangspunkt i de sidste tre kalenderår inden skaden. Med udgangspunkt heri og med inddragelse af bl.a. årsrapporterne for de pågældende år fandt retten, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skønsmæssigt kunne fastsættes til 200.000 kr.