Horsens 5/4-2016

En kvinde blev i februar 2006 inviteret til screening for livmoderhalskræft og tog imod invitationen. Hun fik lavet en undersøgelse, som ikke viste tegn på celleforandringer. I begyndelsen af 2014 fik hun pludselig symptomer, som efter undersøgelse blev diagnosticeret som livmoderhalskræft. Oplysninger fra Patologibanken viste, at der var sendt invitationer og rykkere ud i perioderne juli 2009-2010 og 2012-2013.

Patienten anmeldte sagen til Patienterstatningen og gjorde gældende, at hun i perioden 2009-2013 ikke modtog invitationer og rykkere med tre års mellemrum, sådan som screeningsprogrammet foreskriver. Hun gjorde derudover gældende, og at der ikke var dokumentation for, at hun var blevet rettidigt indkaldt, og at det var utilstrækkelig dokumentation blot at henvise til Patologibanken, hvor der ikke var dokumentation for, at hun var optaget heri. Hun gjorde også gældende, at der ved invitationen i juli 2009 forelå en forsinkelse på 2 måneder.

Patienterstatningen fandt, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet fandt således, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade som følge af uberettiget frameldelse fra screeningsprogrammet for livmoderhalskræft i perioden 2006 og frem, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, jf. § 1 i lov nr. 717 af 25. juni 2014 om erstatningsadgang for kvinder, der ikke har modtaget tilbud om deltagelse i et screeningsprogram for livmoderhalskræft.

For så vidt angik spørgsmålet om dokumentation for invitation til screening for livmoderhalskræft baserede ankenævnet sin vurdering på oplysninger fra regionen, herunder de oplysninger, der fremgik af Patologibankens oversigt. Ankenævnet anførte, at regionerne havde oplyst, at der ikke fysisk eller elektronisk findes brev-kopi af invitationer eller rykkere eller anden dokumentation udover udskrift fra Patologibanken. Regionerne havde desuden oplyst, at invitationerne bliver dannet som én samlet fil, som efterfølgende printes ud og kuverteres. Det sker med visse intervaller for hvert screeningssted, for eksempel en gang om ugen. Der sker logning i forbindelse med dannelse af invitationsbrevene, og det er således muligt via logen at se, hvornår invitationsbrevene er dannet. Dokumentationen for invitationsbrevene og rykkerne består således i, at det registreres elektronisk, hvornår filen med de samlede breve dannes. Da invitationsbrevene dannes i én samlet fil og ikke enkeltvis, mindskes risikoen for, at et enkelt invitationsbrev eller en enkelt rykker forsvinder. Ankenævnet anførte videre, at regionerne er ansvarlige for at udsende invitationer, men ikke for, at de modtages og læses. Ankenævnet vurderede, at disse forhold var tiltrækkelig dokumentation for invitationer og rykkere til patienten, og der sås i øvrigt ikke at være andre oplysninger og forhold i sagen, der kunne give anledning til at betvivle rigtigheden af registreringen i Patologibanken. Vedrørende forsinkelsen af invitationen i 2009 fra maj til juli fandt ankenævnet det ikke overvejende sandsynligt, at en rettidig invitation i maj 2009 i stedet for juli 2009 ville have ført til, at patienten ville have fået udtaget en prøve, der ville have vist celleforandringer.

Sagen blev indbragt for retten. Retten anførte, at patienten i 2006 var inviteret til screening under Sundhedsstyrelsens screeningsprogram for livmoderhalskræft og benyttede sig af invitationen, og at det derfor måtte lægges til grund, at hun på dette tidspunkt var registreret i den såkaldte Patologidatabank. Efter indholdet af den skematiske oversigt og registeroplysningerne fra Patologidatabanken havde ankenævnet endvidere sandsynliggjort, at der i hver af perioderne 2009-2010 og i 2012-2013 af regionen blev udsendt en invitation og derefter to rykkerbreve til patienten, og at patienten således ikke ved en fejl var blevet afregistreret i databanken efter 2006. Patienten havde i den relevante periode samme postadresse, og selvom patienten under sagen forklarede, at hun ikke havde modtaget de i alt seks breve i perioden 2009-2013, fandt retten ikke, at patienten ved bevisførelsen om eventuelle særlige omstændigheder nærmere havde sandsynliggjort, at ingen af disse breve er kommet frem til hende. Der forelå således ikke eksempelvis en konkret udtalelse fra regionen om forsendelsesproceduren eller en udtalelse fra postvæsenet om postomdelingen. Retten fandt herefter, at ankenævnet havde bevist, at de afsendte breve var kommet frem til patienten, og det blev derefter lagt til grund, at patienten ikke havde reageret på brevene.

I relation til invitationen den 31. juli 2009 var det ubestridt, at den var sendt 2-3 måneder for sent ifølge retningslinjerne for screeningsprogrammet. Retten tiltrådte ankenævnets vurdering efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, hvorefter patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade alene som følge af den forsinkede invitation, allerede fordi det som anført blev lagt til grund, at patienten hverken reagerede på invitationerne og rykkerbrevene i 2009-2010 eller i 2012-2013. Ankenævnet blev herefter frifundet.