Horsens 29/9-2020

Patienten havde fået anerkendt en behandlingsskade i form af gener efter manglende behandling med  Prednisolon for en ansigtslammelse. Patienterstatningen fastsatte ved en afgørelse af 27. maj 2014 det varige mén til 8 procent som følge af varig og delvis ensidig ansigtslammelse. Patienterstatningen lagde blandt  andet vægt på en neurologisk speciallægeundersøgelse, som beskrev patientens gener forbundet med delvis venstresidig ansigtslammelse. Patienterstatningens afgørelse blev ikke påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen.

I en efterfølgende vejledende udtalelse vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring patientens varige mén til 12 %. Udtalelsen var baseret på en speciallægeerklæring udarbejdet i august 2017, som beskrev, at patienten havde en diskret til let venstresidig perifer ansigtslammelse.

På baggrund af udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og speciallægeerklæringen anmodede patienten herefter Patienterstatningen om genoptagelse af sagen for så vidt angår udmålingen af varigt mén. Patienterstatningen afviste at genoptage sagen med henvisning til, at der ikke var indkommet nye oplysninger om væsentligt ændrede faktiske omstændigheder. Patienten klagede over afvisningen til Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse om afvisning af genoptagelse.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten, som frifandt ankenævnet. Retten fandt, at hverken udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller den nye speciallægeerklæring udgjorde nye, faktiske oplysninger som var væsentligt ændrede i forhold til de oplysninger, som blev lagt til grund ved Patienterstatningens afgørelse af 27. maj 2014. Udtalelsen og speciallægeerklæringen kunne derfor ikke begrunde genoptagelse efter hverken erstatningsansvarslovens § 11 eller almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.