Horsens 27/10-2016

En yngre mandlig patient henvendte sig i starten af november 2009 til egen læge på grund af smerter og hævelse af højre testikel. Han blev sat i behandling mod betændelse i bitestiklen og mod klamydia, da hans kæreste netop var diagnosticeret med denne sygdom.

En uge senere henvendte han sig igen til egen læge. Han havde mange smerter i lænderyggen. Manden blev sat i behandling med smertestillende medicin og henvist til røntgen og fysioterapi. Røntgenundersøgelsen viste normale forhold. Fysioterapeuten kunne ikke finde en forklaring på rygsmerterne.

Manden blev atter set hos egen læge i februar 2010, hvor prøvesvar viste, at han havde klamydia.

I slutningen af juni 2010 blev han indlagt og opereret for testikelkræft. En CT-scanning viste, at der også var en stor kræftknude i hulrummet mellem bughulen og ryggen samt flere forstørrede lymfeknuder. Knuden i hulrummet mellem bughulen og ryggen blev fjernet ved en operation i november 2010. Efterfølgende blev manden behandlet med kemoterapi.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen hos egen læge havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist i almen medicin ville have gjort i en lignende situation. Erstatning blev derfor afvist. 

Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), der vurderede, at udredningen hos egen læge i februar 2010 ikke havde svaret til standarden for en erfaren specialist. Ankenævnet lagde vægt på, at egen læge på dette tidspunkt burde have undersøgt og udredt manden for testikelkræft. I februar 2010 havde sygdommen dog med overvejende sandsynlighed allerede spredt sig til hulrummet bag bughulen, idet manden siden november 2009 havde haft smerter i lænderyggen. Sagen blev sendt tilbage til Patienterstatning til opgørelse af erstatningen.

Patienterstatningen tilkendte manden 10.000 kr. i skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte samt 80.350 kr. for et varigt mén på 10 procent. Méngodtgørelsen dækkede de psykiske gener, som manden havde fået på grund af bevidstheden om, at hans overlevelsesprognose var blevet forringet på grund af diagnoseforsinkelsen. Patienterstatningen vurderede, at manden ikke havde haft et midlertidigt eller varigt indtægtstab. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne blev derfor afvist.

Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet. Han ønskede også erstatning for et stort ar på både mave og testikler og for mistet fertilitet efter den anden operation. Ankenævnet stadfæstede godtgørelsen for varigt mén, fordi generne efter den anden operation med overvejende sandsynlighed skyldtes selve grundlidelsen og ikke diagnoseforsinkelsen. Godtgørelsen for svie og smerte blev forhøjet til 32.580 kr. Ankenævnet vurderede, at manden havde fået forlænget sin sygeperiode med et halvt år, fordi han på grund af diagnoseforsinkelsen havde måttet gennemgå en ekstra kemokur.

Manden indbragte ankenævnets erstatningsafgørelse for Retten i Horsens. Han gjorde gældende, at han var berettiget til 321.400 kr. i godtgørelse for et varigt mén på yderligere 35 procent (15 procent for infertilitet og 25 procent for vansir). Han gjorde også gældende, at diagnoseforsinkelsen var på 6 måneder, fordi diagnosen allerede burde være stillet i november 2009.

Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som blandt andet vurderede, at der allerede i starten af november 2009 var grund til at undersøge for testikelkræft, og at diagnosen herved kunne have været stillet i november 2009. Retslægerådet vurderede også, at mandens lændesmerter i november 2009 antydede, at der allerede på dette tidspunkt var spredning til lymfeknuderne i hulrummet mellem bughulen og ryggen. Retslægerådet kunne derfor ikke afvise, at anden operation også ville have været nødvendig ved diagnosticering i november 2009. 

Retten i Horsens fastslog, at Patientskadeankenævnets første afgørelse om tidspunktet for diagnoseforsinkelsen (skadestidspunktet) ikke kunne gøres til genstand for prøvelse, da denne afgørelse ikke var blevet indbragt for retten. Da mandens lændesmerter i november 2009 ifølge Retslægerådets udtalelse tydede på, at der allerede på dette tidspunkt var spredning af sygdommen til hulrummet mellem bughulen og ryggen, fandt retten det ikke bevist, at anden operation og følgerne heraf kunne have været undgået ved diagnosticering af sygdommen i februar 2010. Ankenævnet blev derfor frifundet.