Holstebro 16/12-2013

Under vaginal fødsel sad et barns skuldre fast, efter at hovedet var født. Der blev udført en række ”håndgreb” for at få barnet ud. Ved disse hångreb blev barnet påført en lammelse af højre arm kaldet Duchenne Erbs parese. Barnet var livløst ved fødslen på grund af iltmangel, men blev genoplivet.

Patientskadeankenævnet fandt – ligesom Patientforsikringen - at fødselsbehandlingen var udført efter den erfarne specialists standard, herunder at der blev anvendt velkendte og velindicerede manøvrer til forløsning, efter at skuldrene havde sat sig fast. Lammelsen var således en hændelig komplikation til fødselsbehandlingen. Komplikationen fandtes hverken tilstrækkelig sjælden eller tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne for at yde erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

På baggrund af en række besvarelser fra Retslægerådet fandt retten, at der ikke var indikation for kejsersnit frem for igangsættelse med henblik på vaginal fødsel. Retten lagde vægt på, at Retslægerådet i sagen havde udtalt, at naturlig fødsel [vaginal fødsel] var at foretrække frem for kejsersnit i det aktuelle tilfælde, og retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at naturlig fødsel og kejsersnit konkret var ligeværdige behandlingsmetoder, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 3.

Retten lagde endvidere på baggrund af Retslægerådets besvarelser ubestridt til grund, at Du-chenne Erbs parese er en sjælden skade. Der var desuden ikke indikation for akut kejsersnit, da der blev konstateret fastsiddende skuldre, idet noget sådant ekstremt sjældent anvendes og er forbundet med risiko for barnet. Alternativet til det foretagne håndgreb var derfor ikke akut kejsersnit.

Vedrørende skadens relative alvorlighed lagde retten vægt på, at Retslægerådet i sine besvarelser havde anført, at fastsiddende skuldre under fødslen er en alvorlig tilstand, som ubehandlet medfører iltmangel hos fosteret, hvilket kan forårsage død eller blivende hjerneskader. Det er derfor vigtigt, at der prompte iværksættes effektiv behandling. Retten var på den baggrund enig i, at barnets skade i form af en lammelse af den ene arm set i forhold til de skader, som de fastsiddende skuldre og deraf følgende iltmangel kunne have forårsaget, hvis håndgrebet ikke var blevet foretaget, relativt set ikke var så alvorlig, at betingelserne for erstatning i medfør af KEL § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.