Holstebro 13/4-2015

En mandlig patient blev den 9. september 2008 ved midnat indlagt på grund af stærke smerter i højre knæ. Knæet var hævet og ømt ved berøring, og der var flere sår på forsiden af underbenet, og der var mørke, rødlilla aftegninger i lysken, hvor der også var stærk ømhed. Herudover havde han 40,5 i feber. Patienten blev sat i behandling med antibiotika. Patienten var kendt med urinsyregigt, som gav symptomer i form af pludselige ledsmerter en gang hver 2.-3. måned. Man vurderede, at han havde betændelse i bindevævet omkring musklerne i underbenet, og at han blev derfor den 11. september 2008 om formiddagen overflyttet til et andet hospital til videre behandling. Ved kikkertundersøgelse af højre knæ den 11 . september 2008 spaltede man hud og bindevæv på højre underben. Den 3. oktober 2008 fik patienten fjernet menisker og brusk i knæleddet, og ca. 3 uger efter foretog man en stivgørende operation af højre knæled (artrodese). Efterfølgende fik patienten renset sårene flere gange samt transplanteret hud til underbenet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) gav afslag på erstatning, idet man vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, selvom han optimalt set burde været overflyttet til videre behandling allerede den 10. september 2008.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at en erfaren specialist ville have haft mistanke om nekrotiserende fasciitis, hvorved behandlingen kunne have været påbegyndt et døgn tidligere. Imidlertid vurderede nævnet, at dette ikke havde haft betydning for forløbet, idet der allerede ved indlæggelsen var så udbredte forandringer og påvirkning af væv, at behandlingen ville have været den samme. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der med overvejende sandsynlighed stadig havde været behov for større hudresektion samt fjernelse af brusk og menisker fra knæet, såfremt man havde iværksat behandling et døgn tidligere.

Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at behandlingen af nekrotiserende fasciitis er en kombination af antibiotika samt kirurgisk fjernelse af bakteriefyldt væv. På den baggrund blev det vurderet, at infektionens udbredelse i vævet ved udsættelse af operationen fra den 10. september 2008 til den 11. september 2008, blev forøget. Retslægerådet kunne dog ikke angive nogen specifik tidslinje i infektionens udbredelse i vævet fra indlæggelsen den 9. september 2008 og frem til operationen den 11. september 2008.

Patientskadeankenævnet genoptog på baggrund af Retslægerådets udtalelse sagen til fornyet vurdering. Nævnet fandt det herefter overvejende sandsynligt, at udbredelsen af infektionen, og derved mængden af væv som skulle fjernes, blev forøget som følge af den forsinkede overflytning og behandling. Patienten var derved påført en skade i form af forøget vævsfjernelse. Nævnet fandt imidlertid, at det samlede krav på godtgørelse og erstatning som følge heraf oversteg 10.000 kr., hvorfor der ikke kunne ydes erstatning, jf. lovens § 24, stk. 2. Retten fandt herefter ikke, at patienten havde bevist, at den forøgede vævsfjernelse som følge af udsættelse af operationen med overvejende sandsynlighed havde resulteret i en forværring af slutresultatet samt en forlængelse af sygeperioden. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.