Holbæk 3/6-2015

En mandlig patient fik i februar 2008 indsat en hofteprotese i højre side på grund af slidgigt. Hoften var efterfølgende velfungerende. I januar 2009 fik patienten indsat en hofteprotese i venstre side ligeledes på grund af slidgigt. Man måtte i august 2009 og februar 2010 reoperere i venstre hofte på grund af smerter. Patienten havde forud for den venstresidige hofteoperation en række lidelser i form af forhøjet blodtryk, forkalkningsbetinget hjertesygdom, akut hjerteinfarkt, slidgigt i begge hofter og fedme. Patienten var rørlægger og blev i 2012 tilkendt førtidspension.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte den venstresidige hofteoperation foretaget i august 2009 som en patientskade. Patienten blev efterfølgende tilkendt svie og smerte samt varigt mén på 5 procent. Ved ny afgørelse blev patienten tilkendt skønsmæssig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 275.000 kr., svarende til en tredjedel af patientens tab. Derudover blev patienten tilkendt erstatning for erhvervsevnetab svarende til 25 procent, er-statning for udgifter til befordring samt en godtgørelse for varigt mén på yderligere 5 procent.

Patientforsikringens sidstnævnte afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at en patient som opereres for slidgigt i hofterne med indsættelse af hofteprotese normalt ikke kan forvente af fastholde et fysisk krævende arbejde som rørlægger, hvor der typisk vil være mange tunge løft og vanskelige arbejdsstillinger. På den baggrund vurderede nævnet, at der ikke var grund til at ændre på den skønsmæssige fastsatte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab og henviste i den forbindelse til patientens øvrige helbredsmæssige problemer, der var lagt til grund for den tilkendte førtidspension. For så vidt angik varigt mén fandt nævnet, at patienten ud fra de lægelige oplysninger i sagen om generne ved patientskaden alene var berettiget til de 10 procent mén tilkendt af Patientforsikringen.

Sagen blev indbragt for domstolene for så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, og sagen blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om, at patienten forud for den venstresidige hofteoperation havde en række lidelser i form af forhøjet blodtryk, forkalkningsbetinget hjertesygdom, akut hjerteinfarkt, slidgigt i begge hofter og fedme. Ud fra disse foreliggende oplysninger om patientens lidelser sammenholdt med karakteren af hans hidtidige beskæftigelse med fysisk krævende arbejde som rørlægger, vurderede retten, at patienten ikke kunne have genoptaget sit arbejde, selvom patientskaden ikke var indtruffet. Hertil bemærkede retten, at det ikke kunne anses for godtgjort, at arbejdspladsen kunne indrettes med de fornødne skånehensyn. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering om nedsættelse af den tabte arbejdsfortjeneste til en tredjedel af det samlede tab. Retten tiltrådte endvidere, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden blev fastsat til 25 procent. Retten afviste desuden, at årslønnen skulle forhøjes, da det ikke kunne anses for godtgjort, at patienten på skadestidspunktet var ansat på deltid. Ankenævnet blev herefter frifundet.