Holbæk 12/1-2021

En mandlig patient pådrog sig i 2006 en arbejdsskade i lænden. Han var ikke sygemeldt, og generne forsvandt i det væsentlige efter et par måneder. Arbejdsskaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring).

I efteråret 2007 fik patienten i forbindelse med en ændret arbejdsprocedure fornyede smerter i lænden. En scanning viste, at en af diskusskiverne i lænderyggen var degenereret, og i februar 2008 fik patienten ved en operation fjernet den degenererede diskusskive og indsat en diskusprotese.

Efter operationen var patienten plaget af meget svære lændesmerter, herunder sylestiklignende smerter ved operationsstedet og en fornemmelse af, at ryggen var skæv. Lægerne kunne ikke finde en forklaring på symptomerne, og 5 måneder efter operationen bad patienten om at blive reopereret. Dette blev afslået, og patienten blev i stedet anbefalet at søge erstatning i Patientforsikringen (nu Patienterstatningen). Patienten fulgte dog ikke rådet, idet han troede, at generne skyldtes arbejdsskaden fra 2006.

Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat det varige mén i ryggen til 12 procent. I december 2011 nedsatte Ankestyrelsen dog ménet til under fem procent, da der ikke fandtes at være årsagssammenhæng mellem generne i ryggen og arbejdsskaden i 2006.

Patienten stævnede Ankestyrelsen, og i forbindelse med retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Rådet udtalte blandt andet, at generne i ryggen var opstået efter operationen, og at arbejdsskaden ikke havde betydning. Patienten hævede på denne baggrund retssagen mod Ankestyrelsen og indgav i januar 2016 et erstatningskrav til Patienterstatningen.

Patienterstatningen tog ikke stilling til, om der var indtrådt forældelse af kravet, men vurderede, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.

Afgørelsen blev indbragt for Ankenævnet for Patienterstatningen, der afviste erstatningskravet som forældet iht. den treårige forældelsesfrist i KEL § 59, stk. 1. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at patienten efter operationen havde kontaktet behandlingsstedet flere gang pga. tiltagende smerter, ligesom han havde fået en ny type smerter og fornemmelse af skæv ryg. Endvidere havde han bedt om en reoperation, og han var blevet anbefalet at søge erstatning i Patientforsikringen.

Patienten indgav stævning mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at erstatningskravet ikke var forældet.

Retten fandt i lighed med ankenævnet, at erstatningskravet var forældet. Retten lagde til grund, at patienten troede, at de ændrede smerter efter operationen skyldtes den tidligere arbejdsskade, men da han 5 måneder efter operationen bad om en reoperation, vejledte lægen ham om at søge erstatning hos Patientforsikringen. Han burde derfor på dette tidspunkt have overvejet, at der kunne være tale om en mulig patientskade. I hvert fald burde han efter Ankestyrelsens afgørelse i 2011 have indset, at der kunne være tale om følger efter operationen. Forældelsesfristen var derfor i hvert fald udløbet tre år efter Ankestyrelsens afgørelse.

Da kravet først blev anmeldt til Patienterstatningen i januar 2016, blev ankenævnet derfor frifundet.

Sagen blev anket til Østre Landsret.