Højesteret 8/12-2003

En patient blev opereret for en nedgroet negl på venstre storetå hos en speciallæge. Efterfølgende fik han kraftige smerter og kontaktede derfor egen læge og vagtlæge. 4 dage efter operationen blev han indlagt på grund af infektion. På sygehuset blev infektionen forsøgt behandlet, men 3 dage senere måtte patientens venstre underben amputeres på grund af infektionen. Sygehuset oplyste over for patienten, at det måtte anses som et sammentræf af uheldige omstændigheder, at hans infektion bredte sig så hurtigt og så kraftigt til underbenet, at eneste mulighed var amputation. Efterfølgende klagede patienten til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over den behandling, han havde fået hos speciallægen samt over den behandling, han havde fået af egen læge og vagtlægen. I forbindelse med en ansøgning om fri proces mod speciallægen fremkom speciallægen med en skrivelse, hvori han vurderede, at det forhold, at infektionen bredte sig så hurtigt, at patientens underben måtte amputeres måtte tilskrives fejlbehandling på sygehuset. Et par uger senere anmeldte patientens advokat skaden til Patientforsikringen. Anmeldelsen skete ca. 5 år og 4 måneder efter, at patienten havde fået amputeret sit venstre underben. Patientforsikringen afviste erstatningskravet under henvisning til, at det var forældet. Patientforsikringen lagde vægt på, at det afgørende tidspunkt ifølge patientforsikringslovens § 19, stk. 1, er, hvornår skadelidte får kendskab til skaden, hvilket i det konkrete tilfælde måtte være amputationstidspunktet, og ikke tidspunktet, hvor patienten fik kendskab til, at behandlingen på sygehuset ifølge speciallægen var fejlbehandling, dvs. den erstatningsudløsende handling. Da anmeldelsen først skete ca. 5 år og 4 måneder efter amputationen, var kravet forældet.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Landsretten fandt, at fristen i patientforsikringslovens § 19, stk. 1, som udgangspunkt løb fra den dag, hvor patientens underben blev amputeret. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at § 3 i lov om forældelse af 1908 finder anvendelse ved fristberegningen. Efter bestemmelsen i lov om forældelse suspenderes fristen, hvis den erstatningsberettigede på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav har været ude af stand til at gøre sin ret gældende. I så fald løber fristen først fra det tidspunkt, da den erstatningsberettigende var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at gøre kravet gældende. Landsretten fandt dog, at patienten fra et tidspunkt, der lå umiddelbart efter amputationstidspunktet, ikke havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet mod sygehuset, hvorfor erstatningskravet ikke var anmeldt rettidigt over for Patientforsikringen. Landsretten lagde herved vægt på, at patienten efter udskrivelsen fra sygehuset kontaktede speciallægen og klagede til Patientklagenævnet over behandlingen hos speciallægen, egen læge og vagtlægen.

Højesteret fandt, at patientforsikringslovens § 19, stk. 1, må forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til ikke alene selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven. Højesteret lagde ved vurderingen vægt på, at patienten på sygehuset blev informeret om, at et dårligt immunsystem kunne være medvirkende årsag til det alvorlige sygdomsforløb, men at dette i øvrigt måtte tilskrives et sammentræf af uheldige omstændigheder. Højesteret lagde herefter til grund, at patienten ikke forud for modtagelsen af speciallægens skrivelse havde fået eller burde have fået kendskab til, at amputationen af hans venstre underben muligvis kunne have været undgået ved en anden behandling på sygehuset. Da forældelsesfristen i lovens § 19, stk. 1, skulle regnes fra dette tidspunkt, var kravet ikke forældet, og Patientskadeankenævnet skulle derfor tage sagen under behandling.