Højesteret 8/10-2003

En kvinde led af colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) og havde fået fjernet tyktarmen og anlagt et tarm-reservoir (ileoanal pouch). Reservoiret fungerede dårligt, hvorfor det blev fjernet, og der blev anlagt tyndtarmsstomi. Stomien fungerede uden komplikationer, men patienten fik gener i form af tilbagevendende infektioner, bylder og fisteldannelse. Efter ca. 4 år blev det konstateret, at der ved fjernelsen af tarmreservoiret utilsigtet var efterladt et lille tarmstykke med clips. Tarmstykket med clips blev fjernet, hvorefter kvindens gener ophørte.

Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Det blev lagt til grund, at fjernelse af et ileoanalt reservoir kan være et overordentligt vanskeligt indgreb, og at det forhold, at der kunne være efterladt lidt tarmvæv samt nogle clips, ikke kunne anses for at ligge udover behandling i overensstemmelse med anerkendte retningslinier. Endvidere blev det vurderet, at det forhold, at der blev efterladt lidt tarmvæv og nogle clips ikke opfyldte al-vorlighedskriteriet i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Videre fandt Patientforsikringen, at patientens langvarige sygeforløb med talrige behandlinger for bylder og fistler skyldtes det efterladte tarmvæv og clips. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet betingelserne i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og 4, ikke fandtes opfyldt. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade.

Landsretten fandt, at patienten var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. På baggrund af en indhentet udtalelse fra Retslægerådet blev det lagt til grund, at en ufuldstændig fjernelse af pouchen måtte anses for ukorrekt, og at efterladelse af levende tarm i bækkenet med stor sikkerhed ville give anledning til komplikationer med senere reinfektioner. Retslægerådet tilføjede, at forholdene i bækkenet ved den foretagne type operation ofte er vanskelige, og at det kan være svært at identificere pouchen i hele sit forløb. En af de voterende fandt, at det undertiden kan være umuligt. Patientskadeankenævnet blev dømt, og nævnet appellerede dommen til Højesteret.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse. Under sagen havde Retslægerådet blandt andet supplerende udtalt, at fjernelsen af pouchen var blevet foretaget i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinier. Højesteret lagde til grund, at fjernelsen af pouchen ikke blev udført korrekt, idet der blev efterladt et tarmstykke med clips. Det blev endvidere antaget, at det – selv om en sådan operation kunne være vanskelig – i det foreliggende tilfælde havde været muligt for en erfaren specialist at foretage den tilsigtede fuldstændige fjernelse af den anlagte tyndtarmspouch.
Det blev derfor tiltrådt, at operationen ikke kunne anses for udført i overensstemmelse med specialistmålestokken i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Højesteret bemærkede, at det ved denne vurdering ikke var afgørende, om der var blevet begået egentlige lægefaglige fejl, eller om operationen i øvrigt var blevet udført i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinier.