Højesteret 28/6-2005

En kvinde pådrog sig ved en faldulykke i juni 1999 en åben læsion af højre hånd med gennemskæring af nogle af håndens sener og nerver. Hun blev opereret den følgende dag. Hun havde efterfølgende et meget kompliceret og langvarigt sygeforløb og endte op med en væsentlig nedsat funktion af højre underarm og hånd. Kvinden havde endvidere helbredsmæssige gener i form af slidgigt i nakke og lænd samt følger efter gentagne ledskred i højre skulder efter en tidligere arbejdsulykke i 1994. Kvinden havde ikke siden arbejdsulykken i 1994 været i arbejde. Hun havde siden 1. januar 1997 modtaget for-højet almindelig førtidspension, idet en arbejdsprøvning havde vist, at hun ikke kunne indplaceres på arbejdsmarkedet. På grund af følger efter ulykken i juni 1999 og følger efter behandlingen blev pensi-onen forhøjet til mellemste førtidspension med virkning fra den 1. august 2000. Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, i form af ikke optimal udført operation i højre hånd og tilkendte hende godtgørelse og erstatning herfor, herunder godtgørelse for et varigt mermén på 40 procent. Patientforsikringen gav imidlertid afslag på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 8.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden fandtes omfattet af erstatningsansvarslovens § 8. Sygehusets forsikringsselskab nedlagde ved landsretten påstand om, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne i medfør af erstatningsansvarslovens § 8.

Landsretten lagde blandt andet til grund, at kvinden, efter at hun i 1999 pådrog sig skaderne på højre hånd og underarm, ikke som tidligere var i stand til – om end med besvær og under stort tidsforbrug – at købe ind, gøre rent, vaske tøj og lave mad til sin voksne hjemmeboende søn og sig selv. Således fandt landsretten at kvinden havde udført arbejde i hjemmet for sin 20-årige hjemmeboende søn, indtil hun kom alvorligt til skade, hvorfor hun havde udnyttet sin resterhvervsevne på en måde som ikke medførte erhvervsindtægt. Videre fandt landsretten, at som erstatningsansvarslovens § 8 var formuleret og efter bemærkningerne til lovforslaget, var der ikke tilstrækkeligt sikre holdepunkter for at fastslå, at bestemmelsen i § 8 trods sin generelle formulering kun fandt anvendelse på de i bemærkningerne di-rekte nævnte persongrupper. Landsretten tiltrådte herefter, at kvinden var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Forsikringsselskabet ankede dommen til Højesteret.

Højesteret henviste til, at kvinden måtte ophøre med sit arbejde i 1994, og at hun fik tilkendt førtidspension i 1997. Endvidere henviste retten til, at hun på tidspunktet for patientskaden i 1999 havde haft overvejelser om at søge beskæftigelse, men at hun ikke gjorde det, men udførte hovedparten af husarbejdet i sit og sin voksne søns fælles hjem. Retten bemærkede, at betingelsen for, at kvinden kunne være omfattet af erstatningsansvarslovens § 8 var, at hun forud for patientskadens indtræden i det væ-sentligste udnyttede erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset omfang medførte en erhvervsindtægt. Højesteret fandt, at denne betingelse ikke var opfyldt, hvorefter nævnets afgørelse blev ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling efter erstatningsansvarslovens §§ 5-7.