Højesteret 23/3-2007

Rettens sagsnummer:

200/2005

Ankenævnets sagsnummer:

2003-00-045

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 23. marts 2007

Domstol:

Højesteret

Kategori:

Domme afsagt af Højesteret

Relaterede filer:

hr230307

En 12-årig pige blev juli 2001 indlagt efter at være blevet ramt i hovedet af en sejlskibsbom. Der fandtes ikke indikation for CT-scanning, og patienten blev herefter udskrevet, men havde efterfølgende helbredsproblemer, der af en øre-, næse- halslæge ikke blev vurderet som alvorlige. Patienten blev indlagt i slutningen af august 2001 med diagnosen meningitis og afgik ved døden to dage senere. Patientforsikringen anerkendte, at patienten var påført en skade i form af udvikling af meningitis og deraf følgende død, og tilkendte patientens forældre delvis erstatning for begravelsesudgifter, men afslog patientens moders krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket var begrundet i, at patientens død havde haft stor og direkte indvirkning på moderens arbejdsevne og arbejdsfortjeneste som selvstændigt erhvervsdrivende. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Såvel landsret som Højesteret frifandt Patientskadeankenævnet, idet det ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for at fravige det almindelige erstatningsretlige princip om, at den erstatningsansvarlige som udgangspunkt ikke kan pålægges at erstatte tab, der påføres andre end den direkte skadelidte. Højesteret bemærkede endvidere, at en imødekommelse af kravet om erstatning for andre end den direkte skadelidte beroede på, om patientens moder havde lidt personskade i form af en psykisk lidelse. Højesteret bemærkede endvidere, at pågældende skal være påført en egentlig psykisk lidelse, der rækker ud over sorg og savn.