Højesteret 22/4-2004

En 38-årig revisor udviklede efter en operation for forsnævring i luftvejene i april 1993 hjernebetændelse med varige følger i form af hovedpine, subjektivt koncentrationsbesvær samt hukommelses- og indlæringsvanskeligheder. Han var påbegyndt selvstændig virksomhed i 1988, men var gået konkurs i august 1992. I oktober 1992 var han blevet sygemeldt som følge af en blodprop i benet, og han var sygemeldt frem til operationen i april 1993. I 1994 påbegyndte han ny selvstændig virksomhed, men i april 1995 blev han sygemeldt, og i november 1995 blev der tilkendt ham højeste førtidspension. Patientforsikringen anerkendte følgerne efter operationen i april 1993 som en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Der blev blandt andet tilkendt manden erstatning for et erhvervsevnetab på 85 procent, idet hans årsløn blev fastsat skønsmæssigt til 300.000 kr. Ved årslønsfastsættelsen havde man taget udgangspunkt i de sidste år før skaden, 1990 og 1991. Der blev efter omstændighederne set bort fra 1992 og 1993, hvor hans indkomst var påvirket af konkurs. Ifølge regnskaberne udgjorde hans gennemsnitlige årsløn for 1990 og 1991 ca. 270.000 kr. og under hensyn til, at han gennemgik en konkurs i 1992, og han derefter i 1994 opnåede et væsentligt bedre resultat end tidligere, fandt man det rimeligt at fastsætte hans gennemsnitlige årsløn forud for skaden lidt højere end 270.000 kr., og årslønnen blev derfor fastsat til 300.000 kr.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om årsløn. Nævnet lagde vægt på de regnskabsmæssige oplysninger for årene 1990 og 1991. Nævnet valgte at se bort fra årene 1992 og 1993, som var påvirket af den indtrådte konkurs, sygdom som følge af blodprop i benet og den senere patientskade. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at indtægtsgrundlaget for beregning af erstatning for erhvervsevnetab skulle fastsættes skønsmæssigt til 340.000 kr.

Landsretten udtalte, at det var ubestridt, at Patientskadeankenævnet med rette havde fastsat sagsøgerens årsløn skønsmæssigt efter § 7, stk. 2, i lov om erstatningsansvar. Patientskadeankenævnet havde fastsat årslønnen med udgangspunkt i sagsøgerens gennemsnitlige årsløn for 1990 og 1991 og bortset fra sagsøgerens lavere indtægt i 1992 og 1993, der var påvirket af særlige forhold. Der var ikke grundlag for at tillægge sagsøgerens indtægt i 1994 – efter skadens indtræden – betydning ved fastsættelsen af sagsøgerens årsløn efter § 7, stk. 2, i lov om erstatningsansvar, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det af Patientskadeankenævnet udøvede skøn ved fastsættelsen af sagsøgerens årsløn. Manden appellerede dommen til Højesteret.

Højesteret fandt, at resultatet for 1990 skulle tillægges underordnet betydning, at resultatet for 1991 skulle reguleres under hensyn til den almindelige prisudvikling, og at sagsøgers indkomst i 1994 måtte tages i betragtning ved fastsættelsen af værdien af hans arbejdskraft på skadetidspunktet. Patientskadeankenævnet blev tilpligtet at anerkende, at indtægtsgrundlaget for beregning af erstatning for erhvervsevnetab skulle forhøjes til 340.000 kr. i overensstemmelse med sagsøgers påstand.