Højesteret 20/8-2001

En 59-årig blev den 20 . oktober 1992 indlagt på et sygehus under diagnosen cancer i endetarmen. Den 26. oktober 1992 blev han opereret, og der blev fjernet en svulst i tarmen. Der var ikke tegn på spredning. Nogle dage efter opstod en lækage svarende til sammensygningen af tarmen, og den 31. oktober 1992 blev han genopereret og fik udført en stomi. Han lå herefter i respirator i fire døgn. Den 10. november 1992 konstaterede man nedsat kraft i venstre arm. Senere undersøgelser viste tillige, at hånden i venstre side sov hele tiden, ringfinger og lillefinger var kroget og fingrene var uden kræfter. Patientforsikringen anerkendte ikke skaden som ansvarspådragende, hverken efter patientforsikringslovens § 2, stk 1, nr. 1 eller 4. Man anførte vedrørende § 2, stk. 1, nr. 4, at Patientforsikringen ved vurderingen af skadens alvor i forhold til hans grundsygdom havde lagt vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som krævede et alvorligt, kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator 3-4 dage på intensiv afdeling.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at skaden (læsion af venstre ulnarisnerve) med overvejende sandsynlighed var forvoldt i forbindelse med lejringen under eller efter operationen, og at skaden var mere omfattende, end han med rimelighed måtte tåle, idet der herved var henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med grundsygdommen.

Retslægerådet fik bl.a. stillet spørgsmål om hans overlevelseschance ved den behandling, som han fik for grundsygdommen.

Retslægerådet svarede, at bedømt på 5 år er overlevelseschancerne omkring 60-70 % for en gennemvokset cancer uden spredning til de regionale lymfekirtler og 30-40 % for en cancer med spredning. Retslægerådet udtalte videre, at han - idet der sås bort fra lejringsskaden - ville være blevet raskmeldt efter behandlingen. Vanlig erfaring er, at arbejdet kan genoptages 5-6 måneder efter fjernelse af canceren. Efter 5-6 måneder vil der normalt ikke være begrænsninger for fysisk aktivitet forbundet med behandlingen.

Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, idet man anførte, at der i det foreliggende tilfælde ikke var anden forbindelse mellem skaden og den operation, som blev gennemført for at fjerne en kræftsvulst i tyktarmen end, at denne operation, som de fleste andre foretages i fuld narkose og her efterfølgende nødvendiggjorde brug af respirator i 4 døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, var grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevant.

Beskadigelse af nervus ulnaris ved forkert lejring er en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvist bevidstløse patienter.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse med følgende begrundelse: Efter oplysningerne om skadernes karakter, herunder, at der var tale om svære lammelser af venstre arm, som efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering medførte et erhvervsevnetab på 80 %, findes skaderne at have haft alvorlige konsekvenser for skadelidte.

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2 B og 2 D lægger Højesteret til grund, at hans overlevelseschance bedømt på 5 år var omkring 60-70 %, samt at der – hvis der bortses fra nerveskader-ne – 5-6 måneder efter operationerne ikke som følge af behandlingerne ville være begrænsninger for hans fysiske aktivitet. Lejringsskaderne var endvidere uden specifik sammenhæmg med grundsygdommens alvor, og da lejringsskaderne anses som en meget sjælden komplikation, finder Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse.