Højesteret 2/5-2002

Skadelidte blev kl. 20.20 indbragt med ambulance til skadestue. Om morgenen havde han følt sig lidt ved siden af sig selv og havde haft et ildebefindende. Senere på dagen havde han følt svimmelhed og kvalme. Han havde kastet op to gange under opholdet på skadestuen. Han blev hjemsendt fra sygehuset samme dag, uden at der blev iværksat egentlig behandling. Skadelidte blev via egen læge indlagt to dage senere. Det blev da konstateret, at han (allerede ved den første indlæggelse) havde haft en begyndende blodpropdannelse (apopleksi) i hjernen. Han blev herefter sat i medicinsk behandling.

Patientforsikringen fandt vedkommende berettiget til erstatning i medfør af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling ville have tilsagt,
• at han var blevet indlagt til observation ved første henvendelse til skadestuen, og
• at man ved observationen havde bemærket den forværring i hans tilstand, der indtrådte kort efter udskrivelsen, og dermed havde iværksat relevant behandling på et tidligere tidspunkt.

Patientforsikringen fandt ham berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, men ikke til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erhvervsevnetab, idet den væsentligste del af hans indtægts- og erhvervsevnetab måtte tilskrives følger af grundsygdommen, således at forsinkelsen af behandlingen ikke kunne antages at have bidraget til erhvervsevnetabet i en sådan grad, at der kunne ydes erstatning herfor.

Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse.

Under sagens behandling ved Østre Landsret udtalte Retslægerådet bl.a.,
• at behandling med blodfortyndende medicin kunne gennemføres på forskellige måder,
• at der langt fra er enighed om værdien af de forskellige metoder (antikoagulation eller antitrombocytmedicin) ved behandling af apopleksi, samt
• at det er muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at skadelidtes symptomer på længere sigt ville være bedret noget, såfremt man på et tidligere tidspunkt havde påbegyndt den medicinske behandling.

Patientskadeankenævnet blev frifundet ved Østre Landsret, hvor patienten havde anlagt sag med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab svarende til 15 %.

Højesteret ændrede landsrettens dom. Højesteret fandt, uanset det af Retslægerådet udtalte om skadens omfang, ”at der foreligger en situation omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, dvs. at det i patientforsikringslovens forstand er overvejende sandsynligt, at den skade, der er overgået P, i et vist omfang ville være undgået, hvis han var blevet undergivet optimal behandling. Højesteret lægger herved vægt på, at det modsatte resultat – at der ikke foreligger en af § 2, stk. 1, nr. 1, omfattet situation – ville være ensbetydende med, at en patient, der undergives en fejlagtig sygehusbehandling, ville være dårligere stillet i henseende til vurdering af årsagssammenhæng mellem fejl og skade, end tilfældet var før patientforsikringslovens indførelse, jf. bl.a. højesteretsdommene U 1965.680, U 1967. 828, U 1968.452, U 1993.908, U 1996.215 og U 1997.1628. En sådan forringelse af patienters retsstilling i henseende til spørgsmålet om årsagssammenhæng ville ikke være forenelig med, hvad der i forarbejderne til patientforsikringsloven er anført som et væsentligt formål med loven.”

Højesteret fandt herefter, at det var overvejende sandsynligt, at patienten var påført et erhvervsevnetab på ikke under 15 %.