Højesteret 2/2-2004

En 55-årig kvinde fik foretaget en levertransplantation på grund af skrumpelever. I tilknytning til operationen fik kvinden en lammelse i højre fod (peroneusparese). På operationstidspunktet var kvinden særdeles afkræftet. 6 år tidligere havde hun fået påvist skrumpelever. 11 år tidligere havde hun fået påvist sukkersyge, der de seneste 5 år havde krævet insulinbehandling. Endvidere led hun af asthma-bronchiale. Før operationen havde kvinden ikke haft neurologisk sygdom. Patientforsikringen meddelte kvinden afslag på erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen vurderede, at leveroperationen og den efterfølgende behandling havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Videre fandt Patientforsikringen, at det ikke kunne udelukkes, at lammelsen var opstået i forbindelse med enten lejringen under leveroperationen eller den efterfølgende medicinske behandling. Kvindens sukkersygdom og hendes afkræftede tilstand forud for operationen er således kendte omstændigheder, der forøger risikoen for nervepåvirkning. Patientforsikringen vurderede ikke, om det var overvejende sandsynligt, at lammelsen var en følge af behandlingen eller af kvindens grundsygdom, idet Patientforsikringen fandt, at en skade som den omhandlede ikke opfyldte betingelsen i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, om alvorlighed i forhold til kvindens grundsygdom, som uden behandling ville have været dødelig.

Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvindens skade i form af lammelse af højre fod blev anset for omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at lammelsen var opstået under lejringen ved levertransplantationen. Nævnet skønnede desuden, at den indtrådte skade kun indtræder i omkring 1 % af alle tilfældene ved levertransplantationer, og derfor var en meget sjælden komplikation. Da skadens opståen ikke stod i umiddelbar forbindelse med selve det operative indgreb, fandtes kvinden derfor erstatningsberettiget.

Forsikringsselskabet, hvori sygehuset havde tegnet patientforsikring, indstævnede Patientskadeankenævnet og den kvindelige patient for landsretten med påstand om, at man skulle anerkende, at nævnets afgørelse skulle ændres, således at kvinden ikke blev anset for at være påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade. Det blev gjort gældende, at skaden ikke opfyldte betingelserne i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Dels havde kvindens grundsygdomme i form af skrumpelever, sukkersyge og astma samt alment afkræftede tilstand forøget risikoen for lejringsskade, dels havde lejringsskaden ikke haft mere alvorlige konsekvenser, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, henset til alvorligheden af den sygdom, hun blev behandlet for, hendes alment dårlige helbredstilstand forud for operationen, og de betydeligere generelle risici for svær invaliditet og død, der var forbundet med den livstruende transplantationsoperation.

Landsretten lagde til grund, at der alene indtræder lejringsskader i omkring 1 % af tilfældene ved levertransplantationer. Landsretten fandt ikke, at der havde foreligget en sådan forøget risiko for lejringsskader, at betingelserne af den grund ikke var opfyldt. Endvidere blev det lagt til grund, at lammelsen i kvindens højre fod havde betydet væsentlige gener i dagligdagen. For så vidt angår skadens alvor i forhold til kvindens grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt var det ikke under landsretssagen bestridt, at lejringsskaden var uden specifik sammenhæng med behandlingen af kvindens grundsygdom, skrumpelever. Uanset, at Patientforsikringen alene havde fastsat lammelsen i højre fod til en méngrad på 10 %, og at der ikke havde været grundlagt for at yde erstatning for erhvervsevnetab, fandt landsretten herefter ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering, hvorefter skaden gik ud over, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet og kvinden blev frifundet.

Forsikringsselskabet ankede landsrettens dom til Højesteret med påstand om, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og påberåbte sig de samme anbringender, som var påberåbt over for landsretten. Der var enighed om, at lejringsskader er en sjældent forekommende komplikation i forbindelse med levertransplantationer. Højesteret lagde til grund, at kvinden led af skrumpelever, der uden transplantation var livstruende. Transplantationen var forbundet med en række kendte alvorlige risici. Kvinden havde pådraget sig en lejringsskade, der medførte en lammelse i højre fod. Patientforsikringen havde fastsat méngraden til 10 % og ikke fundet kvinden berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Højesteret fandt på denne baggrund, at skaden ikke havde haft en sådan alvor i forhold til kvindens sygdom og helbredstilstand i øvrigt, at hun var berettiget til erstatning i medfør af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at risikoen for en skade som den opståede måtte anses for ringe, og at skaden ikke havde specifik sammenhæng med den egentlige behandling af grundsygdommen.