Højesteret 19/9-2001

En midaldrende kvinde fik den 30. april 1993 fjernet venstre bryst samt lymfeknuder i armhulen på grund af brystkræft. På grund af knoglemetastaser påbegyndtes strålebehandling. Der udvikledes herefter mavesmerter og ved operation herfor fandtes tyndtarmen afklemt af sammenvoksninger, og der var svær dilatation af tarmen over afklemningsstedet. Efter operationen udvikledes tarmfistel og bylddannelse, hvilket nødvendiggjorde adskillige operationer samt anlæggelse at kolostomi. Patientforsikringen fandt ikke betingelserne i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, opfyldt, fordi komplikationerne er en velkendt og ikke helt sjælden komplikation, samt at grundsygdommen mammae cancer med lymfeknudemetastaser må betragtes som en overordentlig alvorlig grundlidelse.

Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse.

Landsretten fandt skaderne omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, dels fordi man fandt, at skaderne var atypiske og en sjælden komplikation ved en strålebehandling som den foreliggende, dels fordi man fandt skaderne mere omfattende, end hvad hun – selv om sygdommen ubehandlet indebar nærliggende risiko for hendes død – med rimelighed måtte tåle.

Under sagens behandling for Højesteret besvarede Retslægerådet bl.a. følgende spørgsmål:

Spørgsmål 2: Var den den 4. november 1993 iværksatte strålebehandling indiceret? I bekræftende fald bedes oplyst hvorfor. I benægtende fald bedes oplyst hvorfor ikke. Uden strålebehandling kunne man forvente hurtigt indsættende yderligere påvirkning af nerverne med lammelse af ben og ophævelse af tarmens og urinblærens lukkemuskelfunktioner (spincter-funktioner) til følge. Der var således indikation for akut indsættende strålebehandling.

Spørgsmål 5: Hvorledes måtte skadelidtes prognose antages at være pr. 4. november 1993 A. uden yderligere behandling? Uden yderligere behandling ville forløbet på kortere sigt forventes at være som besvaret i spørgsmål 2, på længere sigt ville forløbet være dødeligt. B. med den iværksatte strålebehandling? Ved strålebehandlingen var der som anført en betydelig mulighed for at forhindre det forventede spontane forløb (se besvarelse af spørgsmål 2), med symptomlindring i en kortere eller længere, evt. livslang periode. Prognosen som helhed er afhængig af eventuel spredning af sygdommen til andre steder i kroppen.

Spørgsmål 8: Med hvilken hyppighed medfører strålebehandling som den, skadelidte modtog, skadelige følger af den art, som konstateredes hos skadelidte i tilfælde, hvor tarmen ikke er fikseret til forreste del af bugvæggen? Risiko for tarmkomplikation af den sværhedsgrad, som sås hos skadelidte, må med den anvendte strålebehandling anses for at være meget beskeden i tilfælde, hvor tarmen ikke er fikseret til forreste del af bugvæggen (skønsmæssigt under 1-2%).

Højesteret ændrede landsrettens afgørelse og frifandt Patientskadeankenævnet, idet man lagde til grund, at den skade på skadelidtes tarm, som strålebehandlingen forårsagede, medførte et langvarigt og belastende behandlingsforløb og en varig gene i form af anlæggelse af kolostomi. Der var således tale om en alvorlig skade. Det måtte imidlertid heroverfor tages i betragtning, at skadelidtes prognose havde været særdeles dårlig, såfremt strålebehandlingen ikke var blevet foretaget, jf. Rets-lægerådets besvarelse af spørgsmålene 2 og 5. Hertil kom, at skaden - i modsætning til, hvad der kan være tilfældet ved lejringsskader og lignende - havde specifik sammenhæng med den egentlige behandling af grundsygdommen, dvs. med strålebehandlingen.

På denne baggrund finder Højesteret, at skaden ikke er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed måtte tåle. Betingelserne for erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, var derfor ikke opfyldt. Det var herefter uden betydning, at risikoen for en komplikation som den opståede på tidspunktet for behandlingen måtte anses for ringe, jf. Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 8.