Højesteret 13/6-2016

Rettens sagsnummer:

140/2015

Ankenævnets sagsnummer:

11/806

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 13. juni 2016

Domstol:

Højesteret

Kategori:

Domme afsagt af Højesteret

Relaterede filer:

hr130616

En kvindelig patient fik i højre knæ fjernet en løs del af knæskallen men på grund af fortsatte gener, måtte der foretages en ny operation, hvor den resterende løse del af knæskallen blev fjernet. Hospitalet anmeldte sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) og anførte, at patienten var påført en skade ved den første operation.

Patientforsikringen vurderede ved afgørelse af 11. marts 2009, at patienten var påført en erstatningsberettigende patientskade i form af øgede gener i højre knæ efter operation, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen tilkendte herefter ved flere afgørelser patienten erstatning, herunder tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt varigt mén. Ved afgørelse af 7. marts 2011 vurderede Patientforsikringen, at en efterfølgende indsættelse af en knæprotese ikke kunne tilskrives patientskadens følger og gav afslag på yderligere tabt arbejdsfortjeneste og varigt mén.

Patientforsikringens afgørelse af 7. marts 2011 blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens oprindelige ansvarsafgørelse af 11. marts 2009 således, at patienten ikke fandtes at være påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Som følge heraf ophævede Patientskadeankenævnet de efterfølgende afgørelser om erstatning. Nævnet anførte i afgørelsen, at det udelukkende var afgørelsen af 7. marts 2011, som vedrørte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som var påklaget, men at Højesteret har fastslået, at nævnet er berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anser for at være materiel rigtig, uanset at de tidligere afgørelser ikke har været påklaget til nævnet.

Afgørelsen blev indbragt for domstolene. Henset til sagens principielle karakter blev retssagen henvist fra byretten til landsretten. Landsretten skulle herefter tage stilling til, hvorvidt nævnet var berettiget til at ændre Patientforsikringens oprindelige ansvarsafgørelse af 11. marts 2009 og ophæve Patientforsikringens efterfølgende afgørelser om erstatning til skade for patienten i forbindelse med, at patienten klagede over Patientforsikringens afslag af 7. marts 2011 på at yde yderligere erstatning.

Landsretten fandt, at afgørelserne efter deres indhold er delafgørelser, der er truffet løbende som led i den samlede afgørelse af patientens erstatningssag. Videre fandt landsretten, at nævnet ved behandlingen af patientens klage over Patientforsikringens afgørelse af 7. marts 2011 derfor ikke var forpligtet til at lægge Patientforsikringens oprindelige ansvarsafgørelse af 11. marts 2009 uprøvet til grund, selvom ingen af Patientforsikringens tidligere afgørelser var påklaget til ankenævnet. Nævnet kunne derimod, som også antaget i Højesterets dom af 10. februar 2005 (U2005.1520 H) træffe den afgørelse, som nævnet anså for materiel rigtig, også selvom dette indebar, at nævnet ændrede afgørelsen af 11. marts 2009 om erstatningspligten til skade for patienten. Nævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede dommen til Højesteret. Højesterets flertal fandt, at ankenævnet som led i klagesagens behandling var berettiget til ikke alene at ophæve Patientforsikringens afgørelse om erstatningspligt, men også at ophæve Patientforsikringens afgørelser om erstatningsfastsættelse mv. Dette gjaldt, selv om hverken afgørelsen om erstatningspligt eller de tidligere afgørelser om erstatning og godtgørelse var påklaget til ankenævnet. Højesteret traf afgørelse efter stemmeflertallet og stadfæstede derfor landsrettens dom om frifindelse af ankenævnet.