Højesteret 12/4-2002

En kvinde fik på grund af utilstrækkelige undersøgelser stillet diagnosen brystkræft med et halvt års forsinkelse. Patientforsikringen fandt, at der ved den forsinkede diagnose ikke var påført kvinden nogen fysisk skade, fordi det indgreb, kvinden fik foretaget, nøje svarede til det indgreb, der også ville være foretaget ved et korrekt indgreb 5 måneder tidligere. Patientforsikringen tilkendte imidlertid kvinden en skønsmæssig fastsat godtgørelse for varigt mén på 10 % for generne og den psykiske belastning ved den forsinkede diagnose. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og vurderede, at kvinden var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 30 % og erstatning for tab af erhvervsevne på 25 %. Man lagde blandt andet vægt på, at den fysiske skade i form af progression og spredning af tumorvækst i de 5-6 måneder, hvormed den rette diagnose var blevet forsinket, med overvejende sandsynlighed ville være undgået eller udskudt i flere år, såfremt diagnosen var stillet tidligere. Patientforsikringen og sygehusets patientforsikringsselskab nedlagde ved landsretten påstand om, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade.

Landsretten fandt, at Patientforsikringen havde en sådan aktuel, særskilt og væsentlig interesse i at få anerkendelsessøgsmålet prøvet, at sagen blev fremmet til realitetsbehandling. Landsretten fandt endvidere, at en statistisk forringet overlevelseschance hverken efter lovens ordlyd eller efter forarbejderne var omfattet af patientforsikringslovens § 1 om fysiske skader. Patientskadeankenævnet accepterede dommen i relation til spørgsmålet om muligheden for at yde erstatning for patientens statistisk forringede prognose, men indbragte spørgsmålet om Patientforsikringens søgsmålskompetence for Højesteret.

Højesteret fandt, at en adgang for Patientforsikringen til at indbringe Patientskadeankenævnets afgørelser for domstolene måtte kræve udtrykkelig hjemmel i loven efter karakteren af Patientforsikringens lovbestemte opgaver, hvorefter man skal administrere lovens patientforsikringsordning og træffe afgørelse i erstatningssager mellem patienter og sygehuse m.v., og efter lovens regulering af forholdet mellem Patientforsikringen og ankenævnet, hvorefter Patientforsikringen er bundet af ankenævnets afgørelser. Da en sådan hjemmel ikke eksisterede, fandt Højesteret, at Patientforsikringen havde savnet søgsmålskompetence, og Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.