Højesteret 11/3-2016

En mandlig patient fra 1946 var påført en erstatningsberettigende patientskade i form af spiserørsperforation i forbindelse med en kikkertundersøgelse. Han havde efter patientskaden væsentlig nedsat funktionsniveau og måtte opgive sit arbejde som lagerarbejder og overgå til efterløn. Han havde inden patientskadens indtræden fået efterlønsbevis.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) tilkendte patienten godtgørelse og erstatning, herunder godtgørelse for et varigt mén på 20 procent. Til brug for opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab tilsendte Patientforsikringen ham et erhvervsevnetabsskema, hvori han anførte, at han regnede med at fortsætte på arbejdet, indtil han blev 65 år, men at han efter sygdommen var tvunget til at gå på efterløn. Patientforsikringen tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste beregnet fra skadestidspunktet og frem til den 28. november 2011, hvor patienten var fyldt 65 år. Patientforsikringen afviste herefter at tilkende erstatning for erhvervsevnetab, da han ikke havde lidt et tab, idet han var kompenseret for det fulde tab via erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.

Patientforsikringens afgørelse blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), dog med dissens fra et mindretal. Tiltrædelsen blev begrundet i, at patienten ud fra oplysninger i erhvervsevnetabsskemaet, ikke med overvejende sandsynlighed ville have forsat på arbejdsmarkedet, efter han var fyldt 65 år, og at han således planlagde at gå på pension som 65-årig, selv hvis han ikke var påført en patientskade. Nævnet fandt på den baggrund ikke, at hans livsforløb i økonomisk henseende ville have været anderledes, hvis patientskaden ikke var sket. Mindretallet lagde vægt på, at patienten på skadestidspunktet var 62 år og ansat i uopsagt stilling som lagerarbejder, og at det derfor ikke kunne lægges til grund, at patienten på skadestidspunktet havde taget endelig stilling til, om han ville gå på pension, når han fyldte 65 år.

Afslaget på erstatning for erhvervsevnetab blev indbragt for domstolene. Retten fandt, at patienten ikke alene ved sin forklaring i retten havde bevist, at han efter sit fyldte 65 år ville have haft en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis patientskaden ikke var indtrådt. Allerede derfor var der ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at der ikke kunne ydes erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.

Sagen blev anket til Vestre Landsret, som kom til samme resultat som byretten. Landsretten lagde vægt på, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at patienten – hvis patientskaden ikke var indtrådt – ville have været fortsat på arbejdsmarkedet efter som 65-årig at være berettiget til folkepension. Han modtog erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til dette tidspunkt og havde derfor ikke lidt et økonomisk tab, der kunne begrunde krav på erstatning for erhvervsevnetab. Landsretten fandt videre, at bestemmelsen i EAL § 9 om nedsættelse af eventuel erstatning ikke kunne føre til et andet resultat.

Der blev givet tilladelse til, at sagen kunne ankes til Højesteret. Højesteret fandt, at der på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over erhvervsevnetabet. Under hensyn til lovens officialprincip og i overensstemmelse med en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen burde Patientforsikringen have fundet det godtgjort, at patienten havde lidt et varigt erhvervsevnetab som følge af patientskaden, og at størrelsen heraf kunne fastsættes til 75 %. Som konsekvens heraf burde Patientforsikringen have begrænset kravet på tabt arbejdsfortjeneste, således at der ikke var overlap mellem de to erstatningsposter. Patienten ville på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse stadig have været erhvervsaktiv, hvis han ikke havde været udsat for patientskaden. Uanset hans alder kunne han som erhvervsaktiv ved afgørelsen få erstatning for erhvervsevnetab, men erstatningen skulle nedsættes i medfør af erstatningsansvarslovens § 9 efter hans alder ved skadens indtræden. Det forhold, at patienten muligt snart ville overgå til folkepension, kunne ikke begrunde yderligere nedsættelse eller bortfald af hans krav på erhvervsevnetabserstatning. Højesteret fandt endvidere, at Patientskadeankenævnet burde have omgjort Patientforsikringens afgørelse og have truffet den materielt rigtige afgørelse uden hensyn til, at patientens klage til Patientskadeankenævnet alene angik afslaget på hans krav om erstatning for tabt erhvervsevne. Højesteret gav herefter patienten medhold i kravet om erstatning for erhvervsevnetab og ændrede herved landsrettens dom.