Herning 8/2-2018

Patienten havde gennem en længere periode haft smerter i højre lyske og hofteregion. Ved en CT-scanning blev det påvist, at han led af slidgigt. Patienten fik derfor ved operation i december 2010 indsat en hofteprotese. Han blev i maj 2011 og december 2011 reopereret herfor. Han havde dog fortsat vedvarende smerter og nedsat bevægelighed i hoften. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning.

Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en skade, der berettigede til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven). Patienterstatningen vurderede endvidere, at patientens gener efter indsættelsen af hofteprotesen og de senere reoperationer ikke skyldtes behandlingen, men derimod udviklingen af slidgigten, som han blev behandlet for.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Patienten indbragte sagen for Retten i Herning med principal påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at han ved behandlingen var påført en patientskade.

Efter sagen blev indbragt for retten i 2014, blev patienten undersøgt af en speciallæge og der blev herved afgivet en speciallægeerklæring. Sagen blev ligeledes forelagt for Retslægerådet. På baggrund heraf anmodede patienten i 2016 ankenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, men dette blev afvist af ankenævnet. I 2017 fremkom Retslægerådet med yderligere besvarelser af sagen. På baggrund heraf anmodede patienten på ny ankenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Dette afviste ankenævnet, begrundet i, at der ikke var kommet nye oplysninger i sagen.

Retten lagde i sin dom vægt på, at Retslægerådets udtalelser måtte forstås således, at det ikke med overvejende sandsynlighed var godtgjort, at en erfaren specialist på området ville have skønnet anderledes med hensyn til indikationen for den første operation. Retten lagde i sin afgørelse endvidere vægt på, at Retslægerådet ved sine besvarelser havde lagt til grund, at proceduren var i overensstemmelse med ankerkendte lægefaglige retningslinjer og at metoderne var hyppigt anvendte, inden for hofteproteser. Det blev desuden lagt til grund, at patientens smerter efter den sidste operation måtte tilskrives grundlidelsen.

Retten fandt, at det hertil ikke var godtgjort, at de omhandlede operationer med overvejende sandsynlighed havde påført patienten en skade eller anden komplikation, som kunne berettige til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 eller § 20, stk. 1, nr. 4.

Der forelå heller ikke forhold, der kunne begrunde, at ankenævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af sagen.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.